Sådan har vi rådgivet vores kunder
Anders, 25 år
Single, ingen børn
Årsindkomst kr. 340.000
Lejebolig
Ingen bil
Ønsket pensionsalder er 67 år
Anders bor i Odense og er ansat som marketingassistent i et reklamebureau. Han har ingen børn og bor til leje. Det er hans første job siden færdiggørelsen af Cand. merc. studiet. Han er lidt overrasket over de mange valgmuligheder virksomheden opstiller omkring pensionsordninger, sundhedsforsikring, medarbejderobligationer, bruttolønsordning. Rådighedsbeløbet er i dag pænt, selvom han har studiegæld og en kassekredit. Han vil gerne kunne udnytte mulighederne for at deltage i virksomhedens medarbejderobligationsordning, tilvalg af efterlønsordning, igangsættelse af en pensionsopsparing med passende invaliditetsdækning. Samtidig vil han bevare mulighederne for jævnligt at deltage i det muntre liv med vennerne på diskotek og caféer i byen.
Anders kan med fordel deltage i virksomhedens obligationsordning. Hans indbetaling til pensionsordningen vil alene kunne fratrække i den personlige indkomst med 38 pct. Det vil dog ikke blive den store fordel i de første år med en indkomst, der marginalt beskattes i bundskat. Anders forstår nødvendigheden af en passende invaliditetsdækning, og han har som single ingen interesse i en stor dødsfaldsdækning. Anders’ tilvalg af efterlønsordningen koster ham omkring kr. 300 mdl. efter skat. Når indkomsten ad åre bliver større, bør han overveje en større pensionsindbetaling, køb af fast ejendom m.v.
Charlotte, 34 år
Single, ingen børn
Årsindkomst kr. 420.000
Ejerlejlighed
Ingen bil
Ønsket pensionsalder er 67 år
Skal giftes
Charlotte bor i Farum og arbejder på regionskontoret i en bank. Charlotte har en kæreste, men de har indtil videre boet hver for sig. Da Charlotte modtog dette års lønbonus, var hun klar over, at det sikkert var sidste gang, hun kunne bruge pengene som single. Charlotte og kæresten skal giftes til maj, og de sparer begge op til brylluppet. Selv om de i det seneste år har været lagt pænt til side, ønsker Charlotte fortsat at kunne deltage i bankens fordelsprogram. Inden brylluppet skal hun tage stilling til, om hun skal sælge lejligheden, eller om de skal flytte sammen hos hende til at starte med. Der er endnu ikke den store friværdi i lejligheden, som er udhulet af situationen på ejendomsmarkedet. Charlotte synes, at lejligheden er for lille til to, så hun er i tvivl om, hvorvidt der kan bliver råd til en ny og større fælles ejerlejlighed eller et hus.
Charlotte skal beholde pensionsordninger og fordelsprogram frem til maj. Herefter skal hun sammen med sin mand evaluere dødfaldsdækning, invaliditet og sundhedsforsikringer i forhold til parrets nye situation. De skal gennemregne forudsætningen for at købe større lejlighed eller hus sammen, så de får et overblik over hvilket prisniveau, de kan købe ejerbolig i.
Michael, 45 år
Single (skilt), 1 barn
Årsindkomst kr. 708.000
Lejelejlighed
Bil
Ønsket pensionsalder er 67 år
Michael er 45 år og ansat som indkøbschef i en elektronikvirksomhed. Han glad for sin nye sportsvogn, og han er træner for sin lille søns fodboldhold. Michael er blevet skilt for nyligt, og han er ved at sælge familiens tidligere hus for at finde en lejlighed til ham og Mads, som han er primær forsørger for. Før skilsmissen var Mads dækket af moderens forsikringer. Den nye singleøkonomi betyder, at en lang række omkostninger skal dækkes af kun én indkomst. Det krævet noget tilvænning og en grundig budgetlægning, så Michael ikke mister overblikket i økonomien. Michael vil fortsat gerne kunne beholde bilen og bevare størrelsen på sin pensionsindbetaling. Men han vil samtidig gerne give Mads en tilværelse, hvor der er plads til sportsaktiviteter og en skiferie hvert år.
Michael har i første omgang valgt at flytte til en lejelejlighed, som dog ligger lidt i den dyre ende. Men det er vigtigt, at sønnen Mads fortsat kan bo tæt på sin skole og sine venner. I de kommende 1-2 år vil Michael forsøge at gå ned i tid, så han kan hente Mads lidt tidligere fra skolefritidsordningen. Det betyder, at Michael må gå lidt ned i løn. Michael ønsker et overblik over konsekvensen af dette samt den nye økonomi generelt.
David og Christina, begge 32 år
Parret er gift og har tvillingerne Line og Adam.
Årsindkomst kr. 850.000 (David tjener kr. 300.000, Christina tjener kr. 550.000).
Begge er salgskonsulenter.
Eget hus.
En bil.
Ønsket pensionsalder er 65 år.
David og Christina har for nylig købt hus i Storkøbenhavn tæt ved deres respektive arbejdspladser. Siden de fik tvillinger, har de solgt deres Audi A3 og købt en minivan i stedet for. David og Christina ønskede et tjek af deres lån og forsikringer, da familien blev udvidet
I forbindelse med familieforøgelsen vil det være fordelagtigt for David og Christina at omlægge parrets realkreditbelåning til afdragsfrihed. Samtidig skal deres forsikringer indeholde de nødvendige dødsfaldsdækninger samt børnepension. David og Christina er meget opsatte på at indrette deres tilværelse efter tvillingernes behov. Derfor kan man lave en beregning, hvor David de næste to år går ned på halv tid.
Helle og Markus, henholdsvis 43 og 48 år
Parret er gift og har 3 døtre, Anne på 16 år, Louise på 12 år og Sanne på 5 år.
Årsindkomst kr. 1.200.000. (Helle tjener kr. 500.000 og Markus tjener kr. 700.000).
Eget hus.
To biler.
Ønsket pensionsalder fortsat uafklaret.
Helle er kontorchef i en større advokatvirksomhed i Århus, og Markus er læge. Parret har et aktivt fritids- og foreningsliv, og Markus er derfor glad for, at Helle for nyligt fik kørekort. Nu kan begge hente børnene fra fritidsaktiviteter og skole. Helle og Markus har derfor købt bil nummer to, hvilket kræver omrokering i økonomien. Desuden vil de meget gerne lave en tilbygning til deres hus, så Sanne kan få sit eget værelse.
Helle og Markus har flere finansieringsmuligheder for betalingen af den nye bil og tilbygningen. Markus har netop arvet kr. 600.000 efter sin far, men parret er i tvivl om, hvorvidt arven skal bruges som delvis betaling af tilbygning. Alternativt kan de lånefinansiere hele ombygnings-projektet. Derved kan de bruge arven på at øge indbetaling til skattebegunstiget pensions-opsparing.
Ida og Jens, henholdsvis 47 og 50 år
Parret er gift og har et barn.
Årsindkomst kr. 1.600.000. (Ida tjener kr. 980.000 og Jørgen tjener kr. 700.000).
Eget hus.
To biler.
Ønsket pensionsalder ved respektive 62 år.
Ida arbejder for en international konsulentvirksomhed, og Jens er direktør i en farmaceutisk virksomhed. Parret arbejder lidt over gennemsnittet, men de forsøger at få så meget fritid på deres sejlbåd sammen med deres 17-årige søn, Jesper, som muligt. Både Ida og Jens har haft to gode indtægter gennem mange år. Restgælden i ejerboligen er nedbragt til kr. 600.000, og parret kan se, at den nuværende balance i parrets økonomi reelt giver dem mulighed for at opspare i frie midler.
Ida og Jens har gennem de seneste år opsparet kr. 400.000 i frie midler. Desuden har parret ca. kr. 200.000 i aktier, hvilke ikke har givet det store afkast. Ida er mest indstillet på, at man indfrier den resterende restgæld i ejerboligen. De er i tvivl om, hvorvidt de med fordel burde indfri restgæld eller placere i frie midler. Efter et økonomitjek viser det sig, at der er en væsentlig skattemæssig begrundelse og afkastmæssige fordele ved, at parret indbetaler yderligere på deres skattebegunstigede pensionsopsparing. Dette er således som alternativ til at nedbringe gælden i ejerboligen eller placere dem i frie midler. Parrets nuværende pensionsopsparinger medfører imidlertid, at parret med nuværende udbetalingshorisont vil være i topskat under udbetalingen. Det er derfor nærliggende, at der udarbejdes en mere præcis pensionsplan for at optimere opsparingsrækkefølgen samt udbetaling af pensioner under seniortilværelsen.
Sanne og Michael, begge 63 år
Parret er gift og har to voksne børn.
Årsindkomst kr. 900.000 (Sanne tjener kr. 400.000 og Michael tjener kr. 500.000).
Ønsket pensionsalder 65 år.
En bil.
Eget hus.
Sanne arbejder som gymnasielærer, og Michael er HR-Manager i en finansiel virksomhed. De er netop blevet enige om, at begge vil vente med at gå på pension til folkepensionsalderen. De vil gerne omlægge deres økonomi, så de kan købe et sommerhus. De er i denne forbindelse lidt i tvivl om, hvorvidt værdien af pensionerne giver mulighed for at beholde både den nuværende ejerbolig og sommerhuset under pensionsalderen. Parret er indstillet på at gå delvist ned i rådighedsbeløb, ligesom parret planlægger at sælge den ene bil ved pensionsalderens start. Sanne og Michael har overvejet, hvorvidt de skulle få udbetalt deres respektive store kapitalpensioner for herigennem at have til en komfortabel udbetaling til at købe sommerhuset.
Når Sanne og Michael bliver 65 år, får de begge udbetalt den skattefrie efterlønspræmie, ligesom Michael kan forvente at få en fratrædelsesgodtgørelse fra sin virksomhed. Vi anbefaler dem ikke at få udbetalt kapitalpensioner. I stedet bør de finansiere udbetalingen af sommerhuset ved at optage lån i deres nuværende helårsbolig. Desuden er der fordel i, at Sanne og Michaels nuværende 10-årige ratepensioner planlægges med en længere tidshorisont. Således kan de reducere marginalbeskatningen under udbetalingen fra mellemskat til bundskat.
Kapitalpension og midler hos LD bør som udgangspunkt udskydes til 70-års-alderen, for herigennem at få fordel af den relativt lavere afkastbeskatning på pensionsordninger.
Tove og Leif på henholdsvis 71 og 73 år
Parret er gift og har to voksne børn.
Årsindkomst kr. 300.000
Eget hus
En bil
Toves pensioner udgør kr. 105.000 og Leifs pensioner udgør kr. 195.000. Efter i en årrække at have passet sommerhuset valgte Tove og Leif at sælge det. Sommerhuset var gældfri, og de har fået udbetalt et kontant provenu på kr. 1,2 mio. Parret har i forvejen kr. 150.000 i frie midler, hvilket er en indikation af, at parret har balance i deres nuværende økonomi, uden de behøver at bruge af formuen.
Provenuet, fra salget af sommerhuset, skal placeres i forhold til risikovillighed og tidshorisont. Tove og Leif overvejer at give deres to sønner hver en årlig kontant pengegave i årene fremover. Et økonomitjek viser, at såfremt de frie midler genererer et renteafkast, vil dette blive beskattet som positiv kapitalindkomst, dog i bundskat. Tove og Leif er lidt i tvivl om, hvor meget de kan tillade sig at give sønnerne i pengegaver, idet der stadig skal være et økonomisk sikkerhedsnet til uventede udgifter og til den tid, hvor Leifs ratepension udløber ved 75 år.