Dansk landbrug i dyb krise
Af Kim Valentin
En af finanskrisens ofre kan hurtigt identificeres som dansk landbrug, men hvad forlanger vi af fremtidens landmænd i Danmark? Skal vi fortsat have en stor landsbrugsøkonomi i Danmark, eller er tiden kommet til at tænke anderledes. Skal fremtidens landmand både være effektiv virksomhedsleder, finansekspert og leve af ingenting, så ser det nok sort ud for erhvervet.
Landbruget har gennem århundreder været en drivende erhvervsmæssig faktor i Danmark. Vi er og har altid været gode til at udnytte det potentiale, der ligger i mulden. Men jorden gør det ikke alene. I dag skal landbrugene være så store som muligt. Der skal være så mange svin som muligt – så mange hektar, der kan skaffes. Stordrift og effektivitet er det eneste, der kan skaffe dansk landbrug den konkurrenceevne, som kan gøre produktionen salgbar. Selv om dansk landbrug ikke længere er så vigtig for handelsbalancen som tidligere, er det stadig vigtigt, at erhvervet holder produktionen og eksporten af smør, bacon og ost oppe.
Men vi er ved at sætte den balance over styr, når vi forlanger, at unge landmænd skal overtage og drive meget store virksomheder med store investeringsbudgetter og små bundlinjer samt en kæmpe gæld. Den gennemsnitlige gæld for landmænd er over 20 millioner kroner. Ville du overtage en gæld i den størrelse for at få lov til at arbejde med dit fag?
Der er nogle strukturelle problemer i branchen, og det lader ikke til, at der er nogle umiddelbare initiativer til at afhjælpe disse. I finanskrisens lys kan det konstateres, at det heller ikke går længere. Der er massive likviditetsproblemer i landbruget. Flere og flere landmænd driver gården på bankens nåde, og dybt insolvente er der ingen udsigt til, at denne situation kommer til at se anderledes ud i den nærmeste fremtid.De fleste landmænd foretog massive investeringer i automatisering og effektivisering af gård og drift i de gode år før finanskrisen. De ligger sådan set også bare, som de har redt, men landmændene gjorde også bare, som vi ville have, at de skulle gøre.
Som erhverv er deres krise altså også vores krise, og der bør gøres noget. Hvor længe vil landmænd synes, at det er sjovt at drive et udsigtsløst og bundløst forgældet fag? Hvor lang tid går der, før de smider håndklædet i ringen? Vi får ikke hårdtarbejdende, dedikerede mennesker til at knokle for at betale renter (ikke afdrag, for det er der ikke råd til) til bankerne – for så at leve for mindre end en kontanthjælpsmodtager særligt længe. Når de så forlader gården, skal bankerne afskrive tabene, og det er nok heller ikke så godt. I øjeblikket er det meget svært at sætte en pris på landbrugsjord (der er simpelthen ingen, der køber jord), og det skal man være glad for. Hvis prisen var kendt, ville den sikkert være så lav, at problemerne ville være endnu større for branchen.
Der er ingen købere, og der er ingen egenkapital i landbruget tilbage, så der er behov for en helt ny finansieringsmodel. Det skal være en model, der sikrer nye landmænd adgang til deres erhverv, uden at de skal risikere deres liv og levned på en 20 millioner kroner stor gæld.
Kan man forestille sig, at andelstanken kan genoplives? Det skal være en andelstanke, hvor landmændene deler risiko med andre. Egenkapitalen i branchen skal forøges, for at det fortsatte krav til effektivisering og produktivitetsforøgelse kan imødekommes. Er det en statsopgave? Næppe – men måske en opgave for landbrugsindustrien, og måske skal der (skatte)subsidier til for, at det bliver interessant nok for investorer. Landbrugets overlevelse er også vigtigt for dine penge, så måske skal vi alle acceptere, at der sættes særlige finansieringsmuligheder op for landbruget i fremtiden.