fbpx
Skal du spare mere op i pension?

Skal du spare mere op i pension?

Hvor meget sparer jeg op i pension? Hvornår kan og vil jeg gå på pension. Har du stillet dig selv disse spørgsmål? Hvis du ikke gør det, kan det koste dig dyrt, for det er langt fra altid en god ide at spare mere op i pension.

Det er helt normalt, hvis du betaler 10-20 % af din løn til en tvungen pensionsordning. Du tjener eksempelvis 500.000 kr. om året, og betaler du 15 % til din pensionsopsparing hvert år i 40 år. I det tilfælde kan du forøge din pensionsformue med 15-20 %, hvis du arbejder 45 år i stedet for 40. Det er altså en forholdsvis stor del af din opsparing, der kommer til i løbet af de sidste år. Det skyldes, at renters rente-effekten er størst sidst i forløbet.

Kender du din pensionsalder?

Det er derfor vigtigt at vide, hvornår du går på pension – ellers kan du komme til at spare for meget – eller måske endnu værre – for lidt op til din pensionstilværelse.

Mange danskere kender faktisk ikke deres folkepensionsalder. Som følge af de seneste års reformer af pensionssystemet, er pensionsalderen ændret for de fleste. Mange der tidligere kunne gå på pension som 60-årige, må nu vente til de bliver 67 – og måske endda helt op til 70 år eller senere, hvis de ikke er på efterlønsordningen.

Vær opmærksom på, at eksempelvis www.pensionsinfo.dk fortsat sætter 67 år som seneste folkepensionsalder, selvom flertallet af de nuværende opsparere går på folkepension senere. Det bør rettes hurtigst muligt.

Se oversigt over pensions- og efterlønsalder for forskellige årgange

Det er ikke altid godt at spare mere op i pension

Kan du forudse, at du først går på pension som 70-årig, skal du være ekstra tilbageholdende med at spare mere op i pensionsprodukter, end du allerede er forpligtet til i dine tvungne ordninger. Dette er særlig vigtigt, hvis du kun betaler bundskat af sidst tjente krone, fordi der så kan være modregninger i offentlig pension med i regnestykket.

Hvis du er med til at bestemme størrelsen af de tvungne pensioner i lokalaftaler og overenskomster, bør du være opmærksom på, at det ikke altid er en fordel for dig og dine kolleger, at pensionen bare gøres større. Det er en af virkningerne af, at folkepensionsalderen er blevet hævet.

Husk på, hvis du sparer for meget op, så risikere du, at udskyde et unødvendigt stort forbrug, der ellers kan give dig større livskvalitet tidligere i dit liv. Det kan eksempelvis være, at du kan have råd til mere mens dine børn er små, eller du kan måske bo i et større hus eller betale dit lån hurtigere tilbage.

Køb pension efter behov

Hvert år op mod nytår vil din bank eller pensionsselskab måske forsøge at sælge dig mere pension. Men det er en dårlig ide at spare mere op i pension, hvis du ikke har overblik over, om det rent faktisk er det bedste for dig.

Er du i tvivl, om du sparer for meget eller for lidt op til pension, så kan du få et hurtigt bud med denne test: Sparer du rigtigt op til pensionen?

Relaterede Nyheder