Uge 21 - 2020 
ungt par og 3 søjler - 3 søjler til en bedre privatøkonomi.

3 søjler til en solid privatøkonomi

Du kan selv skabe en god og solid privatøkonomi for dig og din familie. Når du har læst denne artikel, kender du 3 søljer, du kan bygge en solid privatøkonomi på.

Styr udgifter og indtægter med et budget

Et budget er dit vigtigste redskab til at skabe det nødvendige overblik over din økonomi. Det kan være lidt trættende arbejde at finde alle tallene frem, men det giver dig dyb indsigt i, hvordan pengene bliver brugt.

Derudover er budgettet en mulighed for at blive opmærksom på udgifter og forbrug, der kan indrettes anderledes. Det gælder alt fra de daglige indkøb til renten på realkreditlån.

Det kan du læse om her: Få overblik over økonomien med et budget

Løbende opsparing med omtanke

Når du laver budget, får du også overblik over, hvor stort et overskud til forbrug og opsparing familien har hvert år. Du bør spare op med omtanke i kontanter og værdipapirer. Det gør det muligt for dig at sikre et tilfredsstillende forbrug senere i livet.

En enkel måde at sikre den løbende opsparing, er ved at have en eller flere driftskonti. Her går lønnen ind, og der står penge nok til at betale udgifterne 3-6 måneder frem. Overskydende midler fra driftskontoen overfører du til en reservekonto.

Det kan fx være en højrentekonto i Santander Consumer Bank til 0,2-0,35 % for indskud op til indskydergarantien på 745.000 kr. Når der står et passende beløb fx et par hundrede tusinde kroner, investerer du den del af pengene som du ikke har brug for som buffer i værdipapirer, fortrinsvis i billige indeksfonde med obligationer og aktier. Du kan eventuelt supplere ved at investere via en aktiesparekonto.

Passende pensionsopsparing

Din pensionsordning via din arbejdsgiver flytter indkomst over tid med en skattefordel og giver samtidig adgang til nødvendige forsikringer.

Det er vigtigt, at du hverken indbetaler for meget eller for lidt på dine pensionsordninger. Hvor meget afhænger af dine særlige forhold som fx anden formue, indkomst, dit nuværende og forventede forbrug som pensionist.

Du bør desuden se på muligheden for at udnytte det ”Ekstra Pensionsfradrag”, der blev indført for nogle år siden.

Har du mere end 15 år til folkepensionen, får du et fradrag på 12 % af den årlige pensionsindbetaling op til 73.100 kr. Fra 15 år før folkepensionen får du et fradrag på 32 % for din årlige pensionsindbetaling op til 73.100 kr. Det Ekstra Pensionsfradrag er et ligningsmæssigt fradrag med en gennemsnitlig fradragsværdi på cirka 24,9 % eksklusive kirkeskat.

Derudover får du fradrag i indkomsten for indbetalinger til pension. Det kan svare sig, hvis hele indbetalingen giver fradrag i topskat, som du betaler for indkomst over 577.000 kr. inklusive AM-bidrag.

Er din indkomst lavere, bliver skattefordelen mindre, og du bør derfor som udgangspunkt minimere din opsparing i skattebegunstiget pensionsopsparinger. I stedet bør du spare op i frie midler, – det vil sige kontanter og værdipapirer.

Undgå unødig pensionsopsparing

Tilstrækkelige forsikringer

Sørg for at dine forsikringer, tab af erhvervsevne, liv, kritisk sygdom og evt. sundhedsforsikring, passer til din alder og indkomst.

Du bør altid først indbetale op til maksimumbeløbet på 57.200 kr. om året på en ratepension. Indbetaler du mere herudover, overføres beløbet minus omkostninger og forsikringspræmier til en livrente.

Har du endnu ikke en aldersopsparing, bør du oprette en. Du kan indsætte op til 5.300 kr. om året frem til 5 år før folkepensionen. Herefter kan der indtil folkepensionen indbetales op til 50.200 kr. om året, så længe du ikke får udbetalt en ratepension eller livrente. Du opretter en aldersopsparing via din netbank eller dit pensionsselskab.

Stabilt fundament

Som beskrevet herover kan du selv skabe grundlaget for en god økonomi med 3 søjler til en robust privatøkonomi.

  1. Få styr på indtægter og udgifter med et budget
  2. Spar langsigtet op i kontanter og værdipapirer
  3. Hav passende pensionsopsparing med tilstrækkelige forsikringer

Når du har styr på dine indtægter, trimmet dine udgifter, og du sparer op med omtanke i frie midler og pensioner, har du rejst 3 søjler som fundament for en solid privatøkonomi. Gør du det rigtigt, kan det give dig den velfærd du ønsker – både på kort og lang sigt.

Vil du være sikker på at få skabt et solidt fundament for din økonomi, kan du vælge at få uafhængig økonomisk rådgivning. Det giver dig en samlet plan for din økonomi, der giver dig de bedste muligheder for en god og solid økonomi nu og i fremtiden.

Se hvordan uafhængig økonomisk rådgivning kan hjælpe dig.

Beløbsgrænser og satser i denne artikel er for 2020.

maj 23rd, 2020 |