Uge 41 - 2013 

Har du betalt for meget i ejendomsskat?

Hvad betyder en forkert ejendomsvurdering for dig, og kan du noget gøre ved det?

Rigsrevisionens kritik af SKATs ejendomsvurderinger fra 2003 til i dag har skabt usikkerhed for mange boligejere. Har jeg betalt for meget i ejendomsskat? Kan jeg klage over en forkert vurdering?

Tre ud af fire ejendomsvurderinger af huse i andet halvår af 2011 viste sig at være enten for høje eller for lave i forhold til det beløb huset blev handlet til. 41 % af vurderingerne var for høje og 34 % var for lave.

Hvem er berørt?

For en stor del af boligejerne har de fejlagtige vurderinger ikke haft nogen betydning for ejendomsværdiskatten på grund af skattestoppet. Ejendomsværdiskatten betales nemlig ud fra den ejendomsværdi, der blev anslået i 2001, da skattestoppet trådte i kraft.

Men de forkerte ejendomsvurderinger har alligevel haft betydning for mange mennesker. Det skyldes, at grundskyld, arveafgift og tinglysningsafgift beregnes på ud fra ejendomsvurderingen.

Grundskylden er blevet påvirket, fordi den beregnes efter ejendomsvurderingens grundværdi.

Familieoverdragelse

Du kan også være berørt, hvis du har købt eller solgt fast ejendom af eller til én i din familie. Det gælder, hvis du benyttet muligheden for at fastsætte prisen ud fra den offentlige ejendomsvurdering. Her kan en forkert ejendomsvurdering have ført til, at ejendommen er handlet på til en pris der er højere eller lavere end nødvendigt.

Tinglysning

Også tinglysningsafgiften beregnes ud fra ejendomsvurderingen. Det betyder at de 41 %, der har handlet under den offentlige vurdering, har betalt for meget i tinglysningsafgift.

Boligejere hængt til tørre

Skatteministeren har tidligere meldt ud, at det kun bliver 2011-vurderingen, der kan klages over, da det bliver for kompliceret at gå længere tilbage.

Siden har ministeren besluttet, helt at aflyse den forestående vurdering for 2013. Det betyder, at boligejerne må leve med den fejlbehæftede 2011-vurdering to år endnu frem til 2015. Det forlyder, at eventuel for meget betalt skat først vil blive tilbagebetalt til den tid.

Er din ejendom vurderet for højt, må du derfor fortsætte med at betale for meget i ejendomsværdiskat, grundskyld og tinglysningsafgift i endnu to år. Som det ser ud nu, kan du hverken klage over 2011-vurderingen eller de tidligere vurderinger.

Læs Kim Valentins kommentar: Ret de fejl, SKAT!

 

Fakta

Ejendomsværdiskat

Skat på ejerboliger til staten.

Du betaler for den periode du bebor boligen

Der betales 1 procent af ejendomsværdien op til 3.040.000 kr. og 3 procent af resten.

Pga. skattestoppet tages udgangspunkt i ejendomsværdien i 2001/2002

Læs mere på skat.dk

Grundskyld (ejendomsskat)

Skat på ejendomsgrunde til din kommune.

Beregnes som en promille af grundværdien fra SKATs ejendomsvurdering.

Fastlægges af din kommune senest 1. juli i det foregående år

Se grundskyldspormillen for din kommune

Ejendomsvurdering

SKATs skøn over ejendomsværdi, grundværdi og fradrag for forbedringer

Læs mere på skat.dk

Tinglysningsafgift

Afgiften ved tinglysning afhænger af købsprisen eller den offentlige ejendomsvurdering.

Er ejendomsvurdering højere end købsprisen, så beregnes den som 0,6 % af vurderingen.