Uge 41 - 2012 

Hvordan tilpasser du din privatøkonomi i en krisetid?

Ulykkerne er væltet ind over europæerne de seneste 4-5 år. Hvad betyder det for din økonomiske planlægning? Din formue er sikkert svundet ind, så hvordan vinder du det tabte – eller i hvert fald noget af det – tilbage?

Der er grundlæggende to principper der er styrende for de valg du tager i privatøkonomien

  • Hvad får du for pengene – kaldet cost-benefit-princippet
  • Og hvor tryg vil du være – risiko-afkast-princippet

I en højkonjunktur er du tilbøjelig til at smide fornuften i økonomien overbord. Det var tydeligt i perioden op til finanskrisens start i 2007. Man kan sige, at rigtig mange familier opførte sig ufornuftigt, fordi man lod sig gribe af lemming-effekten.

Devisen var, "når naboen og familien bruger mere, så er det nok også OK, at jeg bruger mere."

Nedenfor kan du se, hvordan forbruget udvikler sig i de 4 konjunkturtilstande (opsving, ekspansion, opbremsning og nedtur).

Vi er helt tydeligt i nedtursfasen pt., selvom det ser meget værre ud i mange af vore nabolande. Det hænger sammen med eurokrisen, for høje lønninger i Europa og ikke mindst for lavt forbrug hos forbrugerne – altså også dig.

Der er forståeligt nok ingen, der ønsker at bruge penge, når man ikke ved hvad morgendagen bringer. Problemet er, hvis ikke der bruges penge, så investerer virksomhederne ikke, og så bliver der ikke ansat flere. Vi er altså inde i en negativ spiral.

Nedture kommer en gang i mellem. Sådan vil det altid være. Hvis du skal være rationel i forhold til din økonomi, så tager du højde for nedturen ved at reagere modsat alle andre. Det vil sige, hvis du ser alle naboerne bruge mere, så begynder du at bruge mindre, og ser du dem begynde at tage større risiko, så tager du mindre risiko. På den måde kan du tage højde for nedturene.

Verden efter finanskrisen

En anden pointe ved denne krise er dog at verden kommer til at se helt anderledes ud "bagefter." Vi kan ikke længere forvente at andre dele af verden har lyst til at arbejde for os og give os samfundsbestemte konjunkturgevinster – altså arbejdsfri gevinster. Vi må forvente, at der skal arbejdes længere og knokles mere for vores opsparing.

Her har du vores bud på 6 fokuspunkter for privatøkonomisk planlægning i fremtiden:

  • Mere fokus på ”i morgen” – absolut ikke ”business as usual” – fordi det er blevet meget sværere at spare op på lang sigt!
  • Mere fokus på opsparing/gældsafvikling – det bliver eksempelvis sværere at komme ind på (og ud af) boligmarkedet
  • Mere fokus på forbrugsstyring – kortvarigt overforbrug bør undgås i planlægningen
  • Mere fokus på risikostyring – flere løbende rebalanceringer af porteføljer
  • Mere fokus på omkostningsminimering – når afkastet er lille, så bliver omkostningernes størrelse vigtigere
  • Mere fokus på at arbejde ”hele livet” – den nye pensionsalder bliver 70+

"Der kan sagtens komme en masse positivt ud af at ændre den måde du forvalter din privatøkonomi” siger Kim Valentin, ”men det kræver, at du løbende bruger mere tid på din økonomi året igennem.”