Uge 38 - 2015 

Overvej pantebrevslån når banken siger nej

Ugens FiF. Pantebrevslån bliver mere og mere populære i takt med, at kravene til låntagernes økonomi stiger hos andre långivere. Et pantebrevslån er et reelt – om end dyrt – alternativ til andre typer boliglån.

I tiden op til Finanskrisen, var det blevet sjældent at finansiere boligkøb helt eller delvist med et pantebrev. Det skyldtes i høj grad bankernes og realkreditinstitutternes store villighed til at yde lån – i nogle tilfælde ud over ejendommens værdi, som det senere viste de sig.

Finanskrisen og store fald i ejendomspriserne ændrede dette. Finanstilsynet skærpede kravene til långiverne med øgede indtjeningskrav og standardisering i lånebehandlingen. Det har betydet, at realkreditinstitutter og banker afviser at finansiere visse typer ejendomme og ejendomme i nogle dele af landet.

Sådan vælger du det billigste realkreditlån

Pantebreve som alternativ til realkredit og banklån

Der er derfor opstået et behov for et alternativ til realkredit og banklån. Dermed er vejen banet for pantebrevets tilbagekomst på markedet for boliglån. Pantebrevsselskaberne kan måske i højere grad lave en individuel kreditvurdering end de banker og realkreditselskaber, der arbejder med mere stive rammer.

Renten på et pantebrevslån ligger dog i den høje ende – omkring 6-8 %, men det kan i nogle tilfælde være den eneste reelle mulighed for at finansiere boligen.

Pantebrevsselskaber skal være godkendt af Finanstilsynet. På tilsynets hjemmeside er der for tiden 14 godkendte pantebrevsselskaber herunder Husejernes Kreditlån, Fair Finans og Udenom Banken (Reel Finans).

Sådan vælger du det rigtige realkreditlån