Uge 31 - 2015 

Passer et sommerhus til din økonomi?

Overvejer du at investere i et sommerhus. 5 spørgsmål der viser, om et sommerhus passer til din økonomi, inden du begynder jagten på det ideelle sommerhus.

Et sommerhus er en investering

Når du køber et sommerhus i Danmark eller i udlandet, binder du din økonomi til omkostninger mange år frem. Selvom et sommerhus for det meste kan sælges igen, så er det ikke sikkert, at ejendomsmarkedet udvikler sig positivt. Det har vi set de seneste 8 år, og det er faktisk og sket mange gange før.

Du kan altså tabe penge på at investere i et sommerhus. Sådan er det med alle investeringer, uanset om det er aktier, obligationer, malerier eller fast ejendom, så kan priserne gå både op og ned.

Vælg det rigtige fradrag, når du udlejer sommerhuset

Et sommerhus er en meget stor investering, derfor er det vigtigt, at det passer ind i din økonomi, og at du kan tåle den risiko det giver. Det kan umiddelbart være svært at vurdere. Kan du svare ja til disse 5 spørgsmål, der viser om et sommerhus passer til din økonomi, så er et sommerhus måske det rigtige for dig.

5 spørgsmål: Passer et sommerhus til din økonomi?

1. Ønsker du at bruge et sommerhus i mange år fremover?

Det kan virke banalt, men det er besnærende at købe sommerhus, der hvor du lige har haft en rigtig god ferie. Overvej, om du ønsker at binde dig til ét sted mange år fremover, eller om du foretrækker at have muligheden for at vælge feriedestinationen fra år til år.

2. Har du overskud i din økonomi?

Har du overskud i din økonomi til at spare op og afdrage på lån i sommerhuset. Husk, at et sommerhus sandsynligvis vil påvirke dine ferievaner og måske endda sænke familiens udgifter til ferie.

3. Har du en lang tidshorisont?

Du bør have en tidshorisont for din investering på mindst 10 år og helst lidt længere. Kan du se dig selv bruge sommerhuset så mange år frem?

4. Er et sommerhus den rigtige opsparing for dig?

Det giver mest mening at spare op i et sommerhus, hvis du allerede udnytter dine andre opsparingsmuligheder. Er du godt i gang med at spare op, og udnytter du fx dine muligheder for at spare op i en pensionsordning?

Det gælder især, hvis du ikke betaler topskat, fordi opsparing i pension så er mindre attraktivt for dig, og det gør opsparing i et sommerhus til et interessant alternativ.

Har du ikke en ejerbolig, er et sommerhus endnu mere oplagt.

Har du højrentegæld, eller har du en ejerbolig, som er belånt til skorstenen, så er det måske bedre at afdrage gæld.

5. Er du tilpas med risiko i din økonomi?

Som nævnt er et sommerhus en investering med en vis risiko. Du skal derfor gøre op med dig selv, om du kan leve med at dit sommerhus falder i værdi, uden at det bekymrer dig alt for meget.

Skal du købe sommerhus nu?

Styr din købelyst

Din motivation for at købe et sommerhus er sandsynligvis i høj grad præget af din lyst til at købe, ellers læste du sikkert ikke denne blog. Det er vigtigt, at du korrigerer for denne irrationelle lyst, når du overvejer din beslutning.

Rigtig mange danskere kan svare ja til de fleste af de 5 spørgsmål, og derfor er mulighederne i sommerhusmarkedet også meget store.

Kan du svare ja til de fleste af de 5 spørgsmål, så held og lykke med sommerhusjagten.

Få en bedre boligøkonomi og gode råd om køb af fast ejendom.

jul 27th, 2015 | Tags:, ,