fbpx

Planlæg din aktieindkomst og undgå skat og modregning i pensionen

2013 blev endnu et godt aktieår. Mange har derfor fået større aktieindkomst end ventet. Planlæg din aktieindkomst og undgå skat og modregning i pensionen

Aktierne fortsatte stigningen fra 2012 i 2013. Det gælder selvfølgelig ikke alle aktier, men i gennemsnit er aktiekurserne steget i Danmark. OMXC20 er således steget med 24 % over det sidste år. Det kan vi jo ikke regne med hvert år, så derfor skal du være opmærksom på risikoen i din formue.

Hvor stor er din aktieindkomst?

Er aktierne i din formue frie midler (dvs. er de ikke bundet i pension eller på anden måde), så blive du beskattet af dit realiserede afkast. Det vil sige, at du skal have solgt en aktie med fortjeneste i løbet af året, for at det er aktieindkomst i 2013.

Gevinster på aktier, der ikke er solgt, er ikke realiseret, og dermed tæller det ikke som aktieindkomst i år. Til gengæld er dit udbytte af aktier i frie midler fra 2013 aktieindkomst.

Du bør derfor gennemgå dine notaer eller bankkonto, for at regne ud, hvad du og din ægtefælle, hvis du er sambeskattet, i alt har fået i aktieindkomst. Det skal gøres inden 31. december, hvis du vil ændre noget.

Afkastbeskatning på frie midler

Aktieindkomst op til 48.300 kr. om året. beskattes kun med 27 %, mens indkomst herudover beskattes med hele 42 %. Er I gift, kan I lægge jeres fradrag sammen til det dobbelte, altså 96.600 kr. Skatten på aktieindkomst er altså relativt lav op til 48.300 kr. og relativt høj for indkomst herudover.

Planlæg din aktieindkomst

Din privatøkonomiske planlægning går ud på, at få aktieindkomst op til grænsen hvert år – og så vidt muligt undgå at komme over grænsen. Hvordan gør du så det?

Hvis du ligger under grænsen, kan du sælge aktier med gevinst, indtil du når grænsen. Ligger du over grænsen, kan du sælge aktier med tab, indtil du kommer under grænsen.

Det er faktisk ikke så svært selv at bestemme, hvis du altså har aktier med tab eller gevinst, så det passer. Det er ikke altid, at man har det, men hvis du har spredt dine investeringer ud over eksempelvis OMXC20, vil der som regel være nogle aktier, der er steget og andre aktier, som er faldet.

En sidegevinst

Fordelen ved at regulere din realisationsbeskatning er dels, at du udskyder beskatningen aktieindkomst over 48.300 kr.

En sidegevinst er, at du hvert år inden årsskiftet kan benytte lejligheden til at rebalancere risikoen i din portefølje, når du alligevel skal tjekke din aktieindkomstbeskatning.

Reguler modregning i pensionstillægget

Er du folkepensionist, og modtager du folkepensionens pensionstillæg, så kan det være ekstra interessant for dig at regulere din aktieindkomst. Du kan nemlig også bruge det til at nedsætte modregningen i pensionstillægget.

Hvis du reducerer din aktieindkomst, kan du altså i mange tilfælde få et højere pensionstillæg. Alternativt kan du vælge at tage meget aktieindkomst og fuld modregning i pensionstillæg i enkelte år for så helt at undgå modregning i andre år.

Men det er altså nu, du skal gøre noget ved det. Det kan ikke vente til efter nytår.

Relaterede Nyheder