Uge 34 - 2020 
Opsparing i 4 trin

Spar langsigtet op med skatterabat

Negativ rente og kompliceret skat gør det ekstra vigtigt, at du har styr på din opsparing. Del din opsparing i 3 dele og spar langsigtet op med skatterabat.

Få styr på din opsparing

I disse tider, hvor banken opkræver negativ rente, og investering i aktier er usikkert (på kort sigt), er det vigtigt at holde styr på din opsparing, så du får mest muligt ud af dine penge. Få styr på din kontante opsparing ved at dele den i 3 dele.

  • Første del er til din daglige økonomi og forventede udgifter i de kommende 3-6 måneder. Disse penge kan du beholde på din lønkonto, også selvom renten er nul.
  • Anden del er din likviditetsreserve, som er god at have i baghånden til uforudsete udgifter de kommende 2-3 år. Det kan eksempelvis være til at købe ny bil. Disse penge kan du sætte ind på en højrentekonto i fx Santander Consumer Bank, Bank Norwegian eller Facit Bank. Hav dog højst 745.000 kr. stående på pr. person i hver bank, for at være dækket af indskydergarantien.
  • Tredje del er al yderligere opsparing, som i praksis er langsigtet, det vil sige med en horisont på mindst 7 år og ofte længere. Disse penge, har du reelt i overskud nu, men du skal måske bruge dem, når du går på pension. Du kan med fordel placere disse penge på en aldersopsparing eller en aktiesparekonto.

3 måder at spare op på lang sigt

Aldersopsparing

Du kan oprette en aldersopsparing i din bank eller i de fleste pensionsselskaber. Du kan ikke trække indbetalinger fra i skat, men skal heller ikke betale skat, når du får pengene udbetalt. Du betaler en lav skat af afkastet på kun 15,3 %, der afregnes som lagerskat af den årlige værdistigning. Evt. tab overføres til modregning i skatten af afkast for efterfølgende år.

Du kan indbetale op til 5.300 kr. om året indtil 5 år, inden du kan få folkepension. Herefter kan du indbetale op til 50.200 kr. om året, frem til du får din første udbetaling fra en privat pensionsopsparing (satser for 2020). Fra kalenderåret herefter kan du igen kun indbetale det lave beløb.

Fordelene ved en aldersopsparing er, ud over den lave skat på afkastet, at udbetalinger ikke giver modregning i folkepensionens pensionstillæg. Du kan tidligst hæve pengene på en aldersopsparing oprettet i dag 3 år inden folkepensionstidspunktet. Men du bør vente så længe som muligt for at få mest muligt ud af den lave afkastbeskatning. Du kan investere penge på en aldersopsparing i værdipapirer med lang horisont eller ved mindre beløb placere dem i en investeringspulje i banken.

Hvor meget skal du spare op til pension?

Aktiesparekonto


Aktiesparekontoen ligner aldersopsparingen på en række punkter og er næsten lige så god. Du opretter en aktiesparekonto i en bank, hvor du kan indbetale op til 100.000 kr. og investere pengene i aktier eller aktiebaserede investeringsfonde. Afkastet beskattes med 17 % som lagerskat ligesom aldersopsparingen. Du får ikke fradrag i skatten for indbetalinger, men du kan frit hæve fra kontoen. Skatten trækkes på din konto hvert år midt i januar, og du kan indbetale skattetrækket på kontoen, så den ikke går i overtræk.

Du investerer via det depot, der er tilknyttet din konto, hvor du frit kan handle danske og udenlandske aktier og aktiefonde. Der er dog højere omkostninger ved køb af udenlandske papirer.

Har du brug for at placere din opsparing med lang horisont, kan du med fordel investere i aktiefonde med lave omkostninger, der indeholder mange forskellige globale aktier. Det kan eksempelvis være aktiebaserede indeksfonde.

Alle bør have en aktiesparekonto

Frit depot

Når du har udnyttet dine muligheder for indbetaling på aldersopsparing og aktiesparekonto kan du overveje at placere yderligere opsparing i værdipapirer som frie midler med lang horisont. Opret og investér via dit eget depot i din bank. Her er skatten 27 % på afkast op til 55.300 kr. (2020) og 42 % for afkast herover. For ægtefæller er afkastgrænsen det dobbelte. Afkast består af både udbytte og realiseret kursgevinst, du får i løbet af skatteåret.

Få tryghed om dine investeringer

Få hjælp til at investere fra en autoriseret uafhængig investeringsrådgiver. Han hjælper dig med at investere din opsparing med lave omkostninger og god risiko, der sikrer din opsparing og giver dig et godt udbytte.

Få uafhængig investeringsrådgivning

aug 22nd, 2020 |