Uge 41 - 2016 

Tidlige tegn på recession

Greenspan er ikke særlig opmuntrende i sit seneste interview. Han ser tidlige tegn på recession. Er Europa på vej mod et pinefuldt økonomisk selvmord?

Grund til bekymring

Med sin erfaring som chef for den amerikanske nationalbank i 19 år, ved Alan Greenspan sikkert mere end de fleste. Han har i sin embedsperiode været igennem både kriser og opsving i økonomien. Han har tjent under flere præsidenter, og han forblev professionelt cool i hele sin tid som ansvarlig for renten i USA.

Nu er han bekymret for, at renten i USA holdes nede samtidig med, at han ser tegn på begyndende inflation. Særligt er han bekymret for, at markedet tror, at den nuværende nationalbankchef Janet Yellen fastholder renteniveauet lavt af politiske grunde. Det er ikke sundt for økonomien.

Hvor skal væksten komme fra?

Greenspan peger på den lave vækst i produktiviteten. Han er med andre ord i tvivl om, hvor væksten skal komme fra. Pengepolitikken har gjort det, den kunne. Han er også bekymret for størrelsen af de investeringer, der skal give den fremtidige vækst.

Renten skal ikke være lavere – renterne er faktisk ifølge mange økonomer for lave til at stimulere udvikling. Dels fordi der i stedet for vækst skabes forventninger om stagflation dvs. stagnation og inflation på samme tid og recession i samfundet. Dertil kommer, at pengepolitikken (regulering af størrelse på renten og pengeudbuddet) så ikke længere virker. Green span henviser til negative renter og lav vækst i Europa og Japan som skrækeksempler.

Greenspan mener ligefrem, at finanspolitikken skal tage over. Hør CNBC-interviewet med Alan Greenspan. Interviewet er på engelsk uden danske undertekster. Der er en 30 sekunders reklame inden interviewet begynder.

Krisen kommer – men hvornår?

Store dele af verdensøkonomien ser i øjeblikket ud til at befinde sig i en slags finansielt limbo. Krisen ser ud til at være overstået, men opsvinget er ikke for alvor kommet i gang. I et usikkert finansielt klima som dette, er det svært at forudse hvilken vej det kommer til at gå. Der er mange dommedagsprofeter, der tror de kan, og vi kan da også være sikre på, at en ny krise er på vej. Vi ved bare ikke om det bliver om 1, 5 eller 10 år.

Historien viser, at der har været finansielle kriser med 10-15 års mellemrum de seneste 100 år. Problemet er ikke, at krisen kommer – det ved vi jo er et spørgsmål om tid. Problemet opstår, hvis vi ikke får noget ud af det opsving, der som regel kommer inden næste krise og det er her vi står lige nu!

Sådan klarer du krisen

Europas økonomiske udfordringer

Der er brug for reformer af pengemarkedet, arbejdsmarkedet og af det demokratiske system mm. Det er tydeligt i Europa, der stadig oplever lav vækst over det meste af kontinentet. Brexit, manglende tillid til EU-projektet, recessionen i Sydeuropa, flygtningekrisen og ikke mindst europæiske landes forældede arbejdsmarkedssystemer kan muligvis være ved at drive de europæiske økonomier mod et pinefuldt selvmord.

Passer Greenspans beskrivelse af USA’s økonomiske udfordringer også på Europa? Det kan godt se ud til, at Europa også lider under et stærkt politisk pres på, hvordan nationalbanken skal drive pengepolitikken – en pengepolitik, der måske allerede er holdt op med at virke. Væksten i produktiviteten er i hvert fald begrænset, og investeringerne er i et meget lavt leje.

Pas på dine penge

Vi går ind en periode, der er meget svær at forudsige, og hvor mange sammenhænge ikke er som de plejer. Du må med andre ord forberede dig på stormvejr på de finansielle markeder. Din privatøkonomi vil nok blive belastet af ændringer og finansielle ”chok” fra omverden.

Det betyder, at du nok må belave dig på at arbejde mere og i en større del af dit liv, at du må sænke dit forbrug og spare mere op. Du får også større risiko i din økonomi, og du må regne med mindre hjælp fra staten – for det bliver der ikke råd til. Min anbefaling er derfor, at du skal passe lidt bedre på dine penge i fremtiden.

Lav, middel eller høj risiko i formuen?

okt 10th, 2016 | Tags: , ,