Ugens FiF. Når din aktiefond falder i værdi ved udbetaling af udbytte, er det ikke et tab. Du får blot nogle af dine penge udbetalt, og kursen reguleres teknisk.
Udbytte sænker kursen midlertidigt
Når en investeringsforening udbetaler udbytter, forsvinder disse beløb ud af fonden. Derfor falder kursen tilsvarende, og din investering ser kortvarigt ud til at være mindre værd. Det er ikke et tegn på uro i markedet – det er blot en teknisk regulering.
Der går typisk to hverdage fra udbyttet trækkes til beløbet står på din konto. I mellemtiden kan depotet se lavere ud, men pengene er på vej og forsvinder ikke.
Det handler ikke om markedet
Mange forbinder umiddelbart fald i kurserne til geopolitiske forhold eller negative markedsnyheder, men i dette tilfælde skyldes kursfaldet alene udbytteudbetalingen. Det er fuldt forventeligt, og det sker hvert år i samme periode.
Hvis du ikke skal bruge pengene nu, kan du med fordel geninvestere udbyttet. Historiske beregninger viser stort ekstra afkast over tid, når udbytte løbende investeres igen.