Tjek din skatterabat på ejerbolig

Tjek din skatterabat ejerbolig

Er din skatterabat for stor?

Ugens FiF. Er din rabat på ejendomsskatten for stor, risikerer du at skulle betale pengene tilbage. Tjek din skatterabat og betal ”for stor rabat” som frivillig skat.

I 2024 trådte de nye ejendomsvurderinger på ejerboliger i kraft. Det har typisk medført højere vurderinger, men da satserne for ejendomsværdiskatten og grundskylden samtidig blev sænket, faldt den samlede boligskat for de fleste boligejere fra 2023 til 2024.

For nogle boligejere, typisk i de områder, hvor boligpriserne er steget mest i de senere år, er de samlede boligskatter dog steget. Der har været et politisk ønske om, at ingen boligejerne skulle rammes af en stigning i deres boligskatter ved overgangen til de nye ejendomsvurderinger. Derfor blev der fra 2024 indført en skatterabat, som på årsopgørelsen for 2024 hedder ”Rabat, fordi du ejede ejendommen før 1/1 2024”.

Her kan du se ”for stor rabat”

Desværre har Skattestyrelsen endnu ikke fået ændret deres system, så det kan beregne denne skatterabat korrekt på forskudsopgørelsen i de tilfælde, hvor en boligejer har oplevet, at den ene af de to boligskatter er steget, og den anden er faldet fra 2023 til 2024. For disse boligejere beregnes rabatten derfor for højt på forskudsopgørelsen, hvilket betyder, at boligejeren i løbet af året betaler for lidt skat – alt andet lige.

Når året er slut, korrigeres denne fejl ved, at der lægges en såkaldt ”udskudt ejendomsskat” til den samlede skat.

Det betyder, at du i dag ret let kan se, om du får for meget skatterabat: Hvis der på din årsopgørelse for 2024 fremgår en udskudt ejendomsskat, så er det dét beløb, du får for meget i skatterabat. Vil du undgå af den grund at få en restskat, kan du lave en frivillig indbetaling af skat svarende til dette beløb.

Det skal du nå inden nytår – Finanshuset Fredensborg

Relaterede Nyheder