Ugens FiF. Du kan ikke stole på bankens beregning af kursgevinster på obligationer. Lav din egen beregning eller få din rådgiver til at gøre det for at være sikker.
Bank lavede fejl i opgørelse af kursgevinster
I forbindelse med rådgivning af en kunde opdagede en af vores rådgivere, at en bank har lavet fejl i beregningen af kursgevinster på obligationer. Vi anbefaler derfor, at du selv beregner og selvangiver kursgevinst, hvis du har investeret i danske stats- eller realkreditobligationer.
Skattefri kursgevinst på obligationer – Finanshuset Fredensborg
Et eksempel
Det følgende eksempel gælder, for at gøre det enkelt, obligationer købt efter d. 27. januar 2010 (der gælder andre regler før dette tidspunkt).
Når du køber en obligation, betaler du sælger en pris (kursen) for obligationen plus en vedhængende rente, som er den rente, obligationsejeren har optjent fra sidste kupondato til datoen for salget af obligationen. Dertil kommer handelsomkostninger til banken. Hvis du sælger obligationen, inden den udløber, får du tilsvarende en pris for obligationen plus den vedhængende rente minus handelsomkostningen til banken.
Den vedhængende rente indberettes af banken til Skattestyrelsen, som tilføjer den i din årsopgørelse, så dén skal du ikke indberette, og den skal ikke medtages i beregningen af kursgevinsten.
Det er her fejlen opstår: Den vedhængende rente indgår som en del af købs- og salgssummen ved beregningen af kursgevinsten. Hvis det er en obligation med udtrækninger (hvilket typisk er tilfældet for realkreditobligationer), er beregningen ikke helt enkel som nedenstående eksempel viser:
En person har købt for nominelt 360.000 kr. 4 % 2053 i maj 2023 i kurs 95,64. Samlet købssum var 347.010 kr., hvoraf den vedhængende rente var 2.017 kr., dvs. ekskl. vedhængende rente var købssummen 344.993 kr.
Ved salg 12. november 2024 af nominelt 346.731 kr. i kurs 100,20 var salgssummen 348.119 kr. (ekskl. vedhængende rente på 1.698 kr.). Der har i 2024 været udtrækninger for i alt 8.201 kr. frem til datoen for salget af obligationerne, d. 12. november 2024.
I 2023 blev 5.068 kr. udtrukket. Udtrækningerne er sket uden handelsomkostninger i kurs 100, så i 2023 har der været en realiseret kursgevinst på 211 kr., jf. tabellen nedenfor. I 2024 har der både været en kursgevinst på de udtrukne obligationer (på 342 kr.) og på de solgte obligationer (15.842 kr.), jf. tabellen.
2023 | |
Oprindelig købssum | 344.99 |
Oprindeligt nominelt beløb | 360.000 |
Udtrækningers andel af oprindeligt nominelt køb (5.068/360.000) | 0,014078 |
Udtrækninger i 2023 | 5.068 |
Minus andel af oprindelig købssum | 4.857 |
Er lig med kursgevinst på udtrukne obligationer i 2023 | 211* |
*Dette beløb er under bagatelgrænsen på 2.000 kr. så det skal ikke indberettes, medmindre der er kursgevinster på andre obligationer, der bringer den samlede kursgevinst over 2.000 kr. | |
2024 | |
Udtrækningers andel af oprindeligt nominelt køb (8.201/360.000) | 0,022781 |
Udtrækninger i 2024 | 8.201 |
Minus andel af oprindelig købssum | 7.859 |
Er lig med kursgevinst på udtrukne obligationer i 2024 | 342 |
Salgssum 12. november 2024 | 348.119 |
Minus resterende købssum | -332.277 |
Er lig med kursgevinst på solgte obligationer i 2024 | 15.862 |
Samlet kursgevinst i 2024 | 16.184** |
**Dette beløb skal indberettes i rubrik 32. |
Opstillingen viser hvordan du kan tjekke regnestykket fra banken. Normalt vil dette regnestykke tage uhensigtsmæssig lang tid at udarbejde for en rådgiver, med mindre dine tal er store eller du gerne vil have det præcist udregnet. Du kan selvfølgelig altid ringe til en rådgiver hvis du vil have hjælp, men her er altså lidt hjælp til selvhjælp til dit første forsøg på en præcis udregning.
Bliv likvid med danske obligationer – Finanshuset Fredensborg