Derfor bør du have en aktiesparekonto

Derfor bør du have en aktiesparekonto

Kun 10 % har en aktiesparekonto. Det er en skam, for den har mange fordele. Og nu bliver den endnu bedre. Har du ikke en konto, bør du overveje at få en.

Mange går glip af fordele

Kun én ud af ti danskere sparer op på en aktiesparekonto. Ved udgangen af 2025 havde cirka 658.000 danskere en konto. Det er væsentligt færre end i Sverige og Norge, hvor henholdsvis 40 % og 35 % har en tilsvarende ordning.

Regeringen vil derfor tredoble indskudsloftet til 500.000 kr. Målet er at styrke danskernes investeringskultur og skaffe mere kapital til de virksomheder, der skal skabe fremtidens vækst og arbejdspladser.

Regeringen vil også undersøge, om lagerbeskatningen kan erstattes af en enklere beskatningsform. Med de gældende regler kan du i 2026 indbetale op til 174.200 kr.

Indbetal mere på din aktiesparekonto i 2026 – Finanshuset Fredensborg

4 grunde til at spare op på en aktiesparekonto

De fleste bør spare op, men der er mange måder at gøre det på. Her er 4 grunde til, at en aktiesparekonto er ekstra god?

1. Lav skat

Afkastet på aktiesparekontoen beskattes med 17 %. Kontoen er lagerbeskattet, så du betaler skat af årets værdistigning, også selv om du ikke har solgt værdipapirerne. Skattesatsen er dog lav sammenlignet med skatten på aktieindkomst i et almindeligt depot.

Aktiesparekonto – investering med lav skat – Finanshuset Fredensborg

2. Få pengene ud når du vil

Pengene er ikke bundet, som de er på en pensionsordning. Du kan sælge investeringerne og hæve pengene, når du ønsker det. Det gør aktiesparekontoen velegnet som en fleksibel og langsigtet opsparing. Du kan hæve beløb til forbrug og indsætte op til grænsen løbende. Det er væsentligt bedre end eksempelvis aldersopsparingen, som er bundet indtil tre år før folkepensionsalderen.

3. Banken sørger for skatten

Aktiesparekontoen er forholdsvis enkel at administrere. Banken beregner skatten, trækker beløbet på kontoen og indberetter det automatisk. Du slipper derfor for selv at opgøre årets gevinster og tab.

4. Giver ikke modregning

Er du folkepensionist, giver aktiesparekontoen en særlig fordel. Afkastet medfører ikke modregning i folkepensionens pensionstillæg. Du risikerer derfor ikke, at gevinster på kontoen reducerer dit pensionstillæg.

Hold øje med ændringerne

Aktiesparekontoen kombinerer lav skat med fleksibilitet og enkel administration. De varslede ændringer er endnu ikke gennemført. Hvis indskudsloftet eller beskatningen bliver ændret, kan vilkårene og fordelene derfor også ændre sig.

Aktiesparekontoen er ekstra god for pensionister – Finanshuset Fredensborg

Relaterede Nyheder