Buffetts 13 tidløse principper 

Buffetts 13 tidløse principper 

Warren Buffett træder tilbage som administrerende direktør for Berkshire Hathaway. Her er hans 13 principper for god ledelse og beslutninger om investeringer, som har givet ham succes. 

Warren Buffett træder tilbage 

Warren Buffett er måske verdens mest anerkendte investorer. Nu træder han tilbage som administrerende direktør for Berkshire Hathaway. Efter over 60 år ved roret har han udpeget den nuværende viceformand for selskabets ikke-forsikringsaktiviteter, Greg Abel, som sin efterfølger ved udgangen af 2025.  

Buffetts ledelse har transformeret Berkshire Hathaway fra en tekstilfabrik til et konglomerat med en markedsværdi på over 1 billion dollars (det er et 1-tal med 12 nuller!). Hans investeringsfilosofi er blevet en rettesnor for investorer verden over. Mange har prøvet at kopiere hans filosofi men ingen med samme succes. Buffett og Berkshire har skabt et afkast tæt på 20 % p.a. siden begyndelsen. Det er tæt på det dobbelte af SP 500 indekset i samme periode. 

SP 500 Index januar 1928 – april 2025, inflationsjusteret. Kilde: S&P 500 Index – 90 Year Historical Chart | MacroTrends 

Warren Buffetts 13 principper 

I 1983 delte Buffett sine 13 ejerrelaterede forretningsprincipper i “An Owner’s Manual” for at hjælpe aktionærer med at forstå Berkshires drift. Disse principper er stadig relevante i dag. 

1. Langsigtet ejerskab 

Berkshire Hathaway planlægger at eje aktiver i lang tid, hvilket afspejler en langsigtet investeringsstrategi.  

2. Ledelsesansvar 

Virksomhedens ledere skal agere som ejere og træffe beslutninger, der gavner aktionærerne. 

3. Kapitalallokering 

Kapital skal investeres, hvor den giver størst afkast, uanset om det er i eksisterende eller nye forretningsområder. 

4. Decentralisering 

Berkshire favoriserer en decentraliseret struktur, hvor datterselskaber opererer selvstændigt. 

5. Ingen kvartalsprognoser 

Virksomheden undgår at give kortsigtede indtjeningsprognoser for at fokusere på langsigtet værdi. 

6. Ingen aktiesplit  

Berkshire har historisk undgået aktiesplit for at tiltrække langsigtede investorer. 

7. Ingen udbyttebetaling 

Overskud geninvesteres i stedet for at blive udbetalt som udbytte. 

8. Simpel regnskabspraksis 

Virksomheden anvender konservative regnskabsprincipper for at give et klart billede af dens økonomi. 

9. Ingen aktieoptioner 

Berkshire undgår at udstede aktieoptioner til ledelsen for at forhindre interessekonflikter. 

10. Køb af egne aktier 

Virksomheden vil kun købe egne aktier, hvis de handles under den indre værdi.  

11. Ingen konsulentbistand 

Berkshire søger ikke ekstern konsulentbistand til investeringer. 

12. Ingen gæld 

Virksomheden undgår unødvendig gæld for at bevare finansiel fleksibilitet. 

13. Aktionærkommunikation 

Buffett prioriterer klar og ærlig kommunikation med aktionærerne. 

Disse principper har guidet Berkshire Hathaway til bemærkelsesværdig succes og kan tjene som værdifulde inspiration for investorer og virksomhedsledere. Jeg kan faktisk ikke finde fejl i disse principper, som er ganske simple og logiske. Det svære består i at følge dem, og ikke lade sig lokke til de lette kortsigtede afkast. 

Sådan navigerer du et uroligt aktiemarked – Finanshuset Fredensborg 

Buffetts arv 

Warren Buffett har aldrig jaget kortsigtede afkast. Han har altid tænkt langt og været hård, når han udvalgte aktieselskaber. Det handler ikke om at læse et regnskab men om at forstå virksomheden, hvor sund forretningsmodellen er, og hvor dygtig ledelsen er. Det er en god filosofi at have, men hold da op, hvor er det svært konsekvent at ramme rigtigt i den bedømmelse. 

Med Greg Abel som kommende leder forventes det, at Berkshire Hathaway vil fortsætte med at følge disse grundlæggende principper og sikrer kontinuitet og stabilitet i virksomhedens fremtidige drift. Men jeg tør godt sige at magien forsvinder, når Warren Buffett går på pension. Han er et unikum. Buffett var for investeringsverdenen, hvad Messi er for fodboldverdenen. Der går årtier mellem den slags personer. 

Buffetts afgang markerer afslutningen på en æra, men hans arv og principper vil fortsat inspirere og vejlede både investorer og erhvervsfolk verden over. 

Finanshusets anbefaling 

Ingen investorer kan forvente mirakler, når de investerer. Derfor er det enkleste, ikke at gå efter de overnormale afkast, for så risikerer du at få et undernormalt afkast. Du er ikke Warren Buffett, – vil du virkelig vil basere din økonomiske fremtid på held eller uheld? 

Jeg anbefaler, at du vælger at gå efter markedsafkastet (gennemsnittet i markedet). Husk, at aktiemarkedet er et nulsumsspil, hvor alle kæmper om det samme afkast. Når en investor får et overnormalt afkast (over markedsafkastet) på eksempelvis 10 % p.a., så er der andre investorer som får undernormale afkast (under markedsafkastet). 

Jeg anbefaler derfor ofte mine kunder at få indeksfonde med lave omkostninger i porteføljen. Det bringer dig tæt på markedsafkastet, du skal blot rebalancere risikoen løbende i forhold til udviklingen i værdien af de forskellige aktiver 

Selvom Buffett er væk, vil mange professionelle investorer påstå, at de gør som ham og forsøge at lokke andre med på det. Det er dog risikabelt at gå den vej. Læg aldrig alle dine æg i samme kurv – spred dine investeringer, og vær kritisk med omkostningerne. 

Investering i aktier – Finanshuset Fredensborg  

Relaterede Nyheder