Uge 21 - 2020 
skatterabat på aktier

Skattelettelse på vej til alle boligejere

Der er en skattelettelse på vej til alle boligejere efter, at et flertal i Folketinget har indgået forlig om boligskatterne frem til 2024.

Det nye system til ejendomsvurdering og beregning af ejendomsskatter er blevet udskudt til 2024. Det har fået Folketinget til vedtage en aftale om at afbøde uønskede virkninger af udsættelsen.

Nye regler for ejendomsværdiskat

Som du sikkert ved, betaler du to forskellige skatter som boligejer, ejendomsværdiskat og ejendomsskat (grundskyld). Som ejer af den bolig, du bor i og det sommerhus, du bruger, har du indtil nu betalt 1 % af ejendomsværdien op til 3.040.000 kr. og 3 % for ejendomsværdi herudover.

De nye midlertidige regler gælder fra og med 2021 til og med 2023. I den periode sænkes ejendomsværdiskatten til 0,92 % for værdien op til 3.040.000 kr.

Ejendomsværdiskatten betales ikke direkte, men via forhøjelse af din indkomst og fremgår af din årsopgørelse

Spar ejendomsværdiskat når du flytter

Nye regler for ejendomsskat (grundskyld)

Ud over sænkningen af ejendomsværdiskatten, sænkes desuden loftet over stigningen i ejendomsskatten (grundskyld), så den højst kan stige 2,8 % om året mod tidligere 7 %. Den kommunale grundskyldspromille kan ikke hæves fra 2021 til 2028

Nye regler for indefrysning

Indtil nu har du ikke kunnet fravælge den midlertidige rentefri indefrysning af stigningen i ejendomsskatten, men det bliver nu muligt fra andet halvår 2021. Da indefrysningslånet er rentefrit frem til 2024, kan det ikke betale sig at indfri lånet, medmindre du betaler negativ rente på dine indlånskonti. Er det tilfældet bør du søge rådgivning, da du sagtens kan undgå negativ rente.

Sådan undgår du negativ rente i banken

Tilbagebetaling af overskydende ejendomsskat

De nye ejendomsvurderinger kommer efter planen i andet halvår af 2020. Herefter får boligejere, der har betalt for meget i ejendomsskat på grund af for høj ejendomsvurdering i perioden 2011 til 2020, overskydende skat tilbage.

Skatteministeriet forventer, at der skal betales cirka 13 milliarder kroner tilbage til boligejere i de kommende år.

maj 20th, 2020 |