Et privatøkonomisk årshjul hjælper dig med at passe på din privatøkonomi. Se 3 ting du kan gøre for din økonomi i år indtil nu og få dit årshjul for 2026.
Et enkelt redskab til at styre din økonomi
Nogle privatøkonomiske opgaver er nemme, andre kræver mere opmærksomhed. Der er to forskellige slags opgaver: forvaltning og beslutninger. Det er beslutningerne, der flytter din økonomi, mens det er gennem forvaltning, du fører beslutningerne ud i livet.
Et privatøkonomisk årshjul kan hjælpe dig med forvaltningsdelen. Årshjulet giver dig overblik over de opgaver, du bør gøre i løbet af året, og hjælper dig med at sørge for, at du gør, som du har planlagt og besluttet.
I årets første kvartal handler meget om at sikre, at 2026 er kommet godt fra start. Det betyder blandt andet, at din årsopgørelse for 2025 skal være på plads og tjekket. Har du ikke tjekket både årsopgørelse for 2025 og forskudsopgørelse for 2026 endnu, er det en god idé at gøre det nu.
3 vigtige opgaver i din økonomi i år
Her er 3 opgaver fra årshjulets første kvartal, som er særligt vigtige i år.
1. Reducer dine energi og transportudgifter
Stigende priser på olie og gas har gjort gamle fossile brændsler til opvarmning og transport dyrere. Samtidig er grøn teknologi blevet mere attraktiv. Skifter du for eksempel fra dieselbil til elbil, kan du hente store dele af omkostningen til finansiering hjem igen fra lavere driftsomkostninger og faste udgifter. Jo mere du kører, desto større er gevinsten typisk.
2. Tjek dine finansielle omkostninger
Gennemgå løbende omkostningerne i dine investerings- og pensionsordninger, særligt omkostninger til private banking og handelsomkostninger i dine porteføljer. Betaler du over 0,5 procent i samlede omkostninger, er det ofte værd at forsøge at finde billigere løsninger. Der er stor forskel på, hvad banker og pensionsselskaber tilbyder. Er du i tvivl om dine omkostninger, bør du kontakte din rådgiver.
3. Fyld op i din aktiesparekonto
Du kan indbetale op til 174.200 kr. på en aktiesparekonto i 2026. Beskatningen er lavere end på frie midler – du betaler 17 procent i lagerskat på din aktiesparekonto. Husk, at du hvert år kan indskyde beløb svarende til skatten på kontoen. Skatten afregnes medio februar.
Børn under 18 år kan også få en aktiesparekonto med hjælp fra deres forældre. Det kan være en god måde at komme tidligt i gang.
Se videoen og læs ugens FiF her.
Tjek din opgavekalender hver måned
Det privatøkonomiske årshjul hjælper dig med at styre din privatøkonomi. Tjek årshjulet hver måned, og se hvilke opgaver, du bør gøre lige nu. Det giver ro, overblik – og en bedre økonomi på sigt.