5 ting styrker din pensionsopsparing

5 ting styrker din pensionsopsparing

Der er 5 ting, som styrker din pensionsopsparing. Udsat forbrug, øget indkomst, rigtig risiko, minimering af skat og omkostninger samt begrænset modregning.

Få overblik i god tid

Har du sparet nok op til det liv, du ønsker som pensionist? Det er et vigtigt spørgsmål, fordi en for, har du ikke sparet nok op, kan det begrænse dine muligheder for forbrug i mange år. Danica pension har regnet på om danskerne sparer tilstrækkeligt op til pension. Tallene tyder på, at mange måske sparer for lidt op.

Når et pensionsselskab offentliggør tal om manglende pensionsopsparing, er det klogt at være kritisk. Det også fornuftigt at undersøge om selskabet rent faktisk har ret.

Så meget skal du spare op til pension – Finanshuset Fredensborg

Pensionsselskabets beregning – så mange vil mangle pension

FødtAndel med utilstrækkelig indkomst efter 85Gennemsnitlig levealder
1960-196943 %87,7 år
1970-197941 %88,6 år
1980-198940 %89,5 år
1990-199932 %90,4 år

Kilde: Danica Pension i Nye beregninger: Tusindvis af danskere vil løbe tør for pension | Berlingske

Hvis du vil være sikker på at spare tilstrækkeligt op til pensionen, bør du i god tid skabe et samlet overblik over dit forventede forbrug, dine indtægter og formue som pensionist.

Er du tæt på folkepensionsalderen, er der færre år til at rette op på manglende opsparing. Ifølge Danicas beregninger har 43 procent af personer født i 1960-1969 utilstrækkelig indkomst efter 85-årsalderen.

Min erfaring er dog, at selvom det ikke altid bliver optimalt, kan der kan stadig findes fornuftige og holdbare løsninger, men de kræver planlægning.

Er der længere tid til du går på pension, kan løsningerne blive bedre. Pensionsopsparing handler ikke om at trylle nye penge frem, det drejer sig om at øge din formue på fem forskellige måder.

1. Udskyde forbrug

Når du sparer op, siger du nej til noget forbrug nu for at få mere at leve for senere. Det kan være svært, især når pensionsalderen ligger langt ude i fremtiden. Men du får sandsynligvis mange år uden arbejdsindkomst, og dit forbrug i disse år skal finansieres.

Målet er at dække den del af dit fremtidige forbrug, som ligger udover udbetalinger fra folkepension, ATP og en obligatorisk arbejdsgiverpension. For at gøre det må du udskyde forbrug i opsparingsperioden, for at skabe muligheden for forbrug senere.

2. Forlæng opsparingsperioden eller øg indkomsten

Din indkomst sætter rammen for, hvor meget du kan spare op. Du kan øge opsparingen ved at få en højere timeløn, arbejde flere timer i en periode eller blive længere på arbejdsmarkedet.

Hvis du er tæt på folkepensionsalderen og har for lidt formue, kan flere år med arbejdsindkomst være en løsning. Samtidig får du flere år til at spare op og færre år, hvor formuen skal finansiere dit forbrug.

3. Tag den rigtige risiko

For lav investeringsrisiko er en typisk årsag til, at pensionsopsparingen bliver for lille. Er der lang tid til du går på pension, bør du normalt ikke have for lav risiko i din opsparing. Er du allerede pensionist, behøver risikoen heller ikke nødvendigvis at være lav på alle dine midler, fordi nogle af pengene først skal bruges om mange år.

Det handler om at tage den rigtige risiko på det rigtige tidspunkt. Over 30-40 år udgør renters rente to tredjedele af den endelige opsparing, hvis du løbende optimerer din risiko. Derfor har dine løbende valg af risiko stor betydning.

4. Minimér skat og omkostninger

At minimere skat og omkostninger er essentielt for at få mest muligt ud af din opsparing. Alligevel ser jeg ofte, at dette er for svært at gøre selv. Skat er kompliceret, og det svært at gennemskue, hvilken løsning der er billigst på lang sigt.

Betaler du 1 % for meget om året i 40 år, bliver din opsparing kun halvt så stor i forhold til en optimal pensionsopsparing. Derfor er det afgørende at holde de løbende omkostninger så lave som muligt.

5. Begræns modregning

Udbetalinger fra pensioner og anden indkomst kan påvirke folkepensionens pensionstillæg. En god plan kan derfor gøre dig berettiget til et pensionstillæg – helt eller delvist, med stor betydning for din økonomi som pensionist.

Spar rigtigt op til pension – Finanshuset Fredensborg

Arbejder du med alle fem områder, kan du forbedre en presset pensionsøkonomi eller få mere ud af en stor formue ved at optimere din nedsparingsrækkefølge. En for lille opsparing kan i mange tilfælde afhjælpes, mens en stor opsparing kan bruges i en bedre rækkefølge.

Er du i tvivl, om du har sparet tilstrækkeligt op, kan du bruge vores pensionsberegner, der giver dig et bud på om du skal spare mere eller mindre op for at dække dine behov som pensionist.

Du finder den her: Pensionsberegner – Finanshuset Fredensborg

Relaterede Nyheder