De vigtigste forslag i finansloven

De vigtigste forslag i finansloven

Lavere skat, bedre vilkår for aktieinvestorer og nye regler for arv. Til gengæld strammes rentefradraget, og elbiler bliver gradvist dyrere.

Læs om de vigtigste forslag

Forslaget til finanslov for 2027 indeholder både skattelettelser, ændringer i investeringsreglerne, nye arveafgifter og justeringer af pensionsområdet. Her gennemgår vi de forslag, der forventes at få størst betydning for vores kunder og læsere.

Skattelettelser og bedre vilkår for investorer

Den mest interessante nyhed er forslaget om at afskaffe mellemskatten. Hvis forslaget vedtages, skal der fremover kun betales bundskat op til 800.500 kroner og topskat af indkomst derover. Samtidig forhøjes skatteloftet.

For investorer foreslås progressionsgrænsen for aktieindkomst hævet til 110.000 kroner. Samtidig tredobles loftet på aktiesparekontoen til 500.000 kroner. Begge forslag vil gøre det mere attraktivt at investere i aktier.

Herudover vil regeringen afskaffe toptop-skatten. Forslaget hænger sammen med en kommende model for beskatning af hovedaktionærer, som først forventes indført fra 2029.

Begrænsninger for rentefradraget

Boligejere og andre med store gældsforpligtelser bør især hæfte sig ved det foreslåede loft over fradrag for negativ nettokapitalindkomst.

Fra 2028 foreslår regeringen, at rentefradraget maksimalt kan beregnes af 150.000 kroner for enlige og 300.000 kroner for ægtefæller. Loftet gælder ikke kun renter på boliglån, men den samlede negative nettokapitalindkomst. Det omfatter blandt andet renter på banklån, kassekreditter og SU-gæld samt fradragsberettigede kurstab på obligationer.

Regeringen foreslår samtidig en kompensationsordning for boligejere med restskat som følge af forsinkede ejendomsvurderinger med tilbagevirkende kraft til 2021.

Loft over rentefradraget på vej – Finanshuset Fredensborg

Arv og generationsskifte

Regeringen foreslår en ny boafgiftsmodel fra 2028. Bundfradraget hæves til 566.000 kroner, hvilket vil reducere afgiften for mange almindelige dødsboer.

Samtidig indføres en ekstra boafgift på 15 procent af den del af boet, der overstiger 10 millioner kroner. For større formuer vil den samlede afgift dermed stige til 30 procent. Erhvervsvirksomheder, der overdrages ved generationsskifte, omfattes ikke af forhøjelsen og bevarer den særlige sats på 10 procent.

Elbiler bliver gradvist dyrere

Der kommer ikke nye afgifter på elbiler i finanslovsforslaget. Til gengæld fortsætter den allerede besluttede indfasning af registreringsafgiften på elbiler, som blev udskudt i forbindelse med finansloven for 2026.

For kommende bilkøbere kan det få stor betydning. Efterhånden som afgiftsrabatterne udfases, vil mange elbiler blive dyrere end i dag. Forslaget vil blandt andet betyde, at elbiler, der koster mere end 366.000 kroner, vil blive dyrere fra 2027.

Derfor kan tidspunktet for bilkøb få større økonomisk betydning, særligt for familier der overvejer at skifte benzin- eller dieselbilen ud med en elbil.

Billigere elbiler til danskerne – Finanshuset Fredensborg

Mere arnepension og mindre seniorpension

Ydelsen til tidlig pension (Arnepension) foreslås forhøjet med 3.095 kroner om måneden fra 1. januar 2027. Samtidig fastholdes aldersgrænsen på 64 år for årgangene 1963-1965.

Samtidig strammes reglerne for seniorpension. Fremover skal arbejdsevnen vurderes ud fra, om man kan varetage et andet job – i dag vurderes om man kan klare sit nuværende arbejde.

Derudover ønsker regeringen at indføre et nyt permanent pensionstillæg til folkepensionister med de laveste indkomster. Tillægget foreslås til godt 1.600 kroner om måneden før skat, men de konkrete indkomst- og formuegrænser er endnu ikke fastlagt.

Blandede bolsjer til unge

Finanslovsforslaget varsler strammere regler for hjemmeboende studerendes SU og arbejdskrav for adgang til dimittenddagpenge. Til gengæld er der et forslag om gratis kollektiv transport for unge under 22 år.

Bemærk, at der er tale om et finanslovsforslag. Flere af initiativerne skal først forhandles på plads i Folketinget, og flere af ændringerne er først planlagt til at træde i kraft fra 2028 eller 2029.

Det bør du holde øje med

Har du formue, kommer forslaget med både tidsler og blomster. Det er svært at sige, hvor hårdt forslaget rammer, eller om du vil tjene på det. Den forhøjede arveafgift rammer dig hårdere, hvis du bor i København, Nordsjælland og de store byer. Finansieringen i forslaget er med andre ord geografisk skæv.

Det bliver desuden interessant at se, om hovedaktionærer bliver omfattet af formueskat. Den er foreløbig udsat.

Forslaget skal ses i lyset af, at satser og beløbsgrænser ikke reguleres fra 2027 og frem. Det vil stille og roligt svække din købekraft. Det er en let overset, men væsentlig del af finansieringen i forslaget.

Du bør i øvrigt planlægge med, at dine boligskatter vil stige, hvis du bor i et område, hvor ejendomspriserne er steget meget. Det er ikke en del af finanslovsforslaget, men det kommer oveni.

Det gode råd

Du bør tage det med ro indtil videre. Husk, at der er tale om et forslag, og en stor del af dem er omfattet af politiske aftaler og skal først forhandles på plads i Folketinget. Der kan gå et stykke tid, før alt er indfaset, flere af ændringerne er først planlagt til at træde i kraft fra 2028 eller 2029.

Relaterede Nyheder