Få tjek på bytteregler for julegaver
Ugens FiF. Reglerne for at bytte julegaver er forskelle om du køber i en butik eller på nettet. Her kan du få tjek på bytteregler for julegaver.
Julegaver købt på nettet
Hvis gaven er købt på nettet, har du ret til at fortryde dit køb i 14 dage. Mange netbutikker vælger dog at forlænge fortrydelsesfristen i julemåneden, så der kan købes gaver i god tid.
De 14 dages fortrydelsesfrist gælder, fra køber har modtaget gaven i sin postkasse eller har fået den leveret i hånden. Hvis pakken leveres til en pakkeboks, gælder de 14 dage som udgangspunkt først, fra pakken bliver hentet i boksen.
Julegaver købt i en fysisk butik
Du har som udgangspunkt ikke krav på at få byttet en gave, som du har købt i en fysisk butik, – kun hvis det er aftalt ved købet, eksempelvis i form af en byttekvittering eller et byttemærke. Det er ikke en service, butikken skal yde, men noget den kan vælge at gøre. Du har heller ikke krav på at få pengene retur, medmindre det er aftalt ved købet.
Tilbyder butikken dig bytteret, betyder det, at gaven kan byttes til en anden vare i butikken. Hvis butikken tilbyder returret, betyder det, at du eller gavens modtager kan få pengene retur.
Det er butikken, som bestemmer, om du kan få bytte- eller returret og på hvilke betingelser, eksempelvis hvor lang fristen er, og om du kan få et tilgodebevis i stedet for en anden vare. Det skal alt sammen være aftalt allerede ved købet.