fbpx

Pas på disruption i dine investeringer

Disruption truer selv store selskaber og stiller høje krav til ledelsen. Hvordan tager du højde for disruption i dine investeringer?

Nye betingelser for virksomheder

Meget store selskaber med store balancer og mange år på markedet lukker ikke fra den ene dag til den anden, det regner vi normalt med som investorer. Der har dog været nogle eksempler, men de har i reglen været forbundet med snyd og bedrag. Du husker måske Nordisk Fjer i 1991 og Hafnia i 1993, men også i nyere tid har vi set tilfælde som fx IT Factory i 2008 og OW Bunker i 2014.

I dag er mange store virksomheder truet af disruption. BLOCKBUSTER er et markant eksempel på en veletableret global virksomhed, der blev offer for disruption. Virksomheden havde over 80.000 ansatte over hele verden – i dag er der kun ganske få aktiviteter tilbage. Historien om BLOCKBUSTER viser en virksomhed, der reagerede for langsomt og tog de forkerte beslutninger, da de endelig handlede.

Disruption præger flere markeder og brancher end nogensinde før. Det stiller krav til virksomhedsledere og ejere om ikke bare at være forandringsparate men også forandringsskabende.

Virksomhederne kan ikke nøjes med at reagere på ændringer i markedet og eksempelvis kopiere og opkøbe små innovative virksomheder. Der skal derfor tænkes anderledes nyt på direktionsgangene i de store gamle hæderkronede virksomheder.

Disruption kræver bedre ledelse

Blandt de 25 største danske virksomheder er AP Møller Mærsk måske det klareste eksempel på en virksomhed, der er udfordret af disruption. Hvis og når 3D-teknologien bliver alment tilgængelig for de mange, kan det disrupte markedet for logistik og transport.

Mange andre virksomheder står overfor lignende udfordringer, der kræver strategiske beslutninger.

Teknologisk drevet disruption er tydelig mange steder, så det er ikke tilstrækkeligt at øge udviklingsbudgettet eller at ekspandere på nye markeder. Der skal også diversificeres. Det kræver ledelseskraft at tage de rigtige beslutninger, og det koster mange penge.

Er virksomheden udfordret af ny teknologi, og tages beslutninger for langsomt eller ukvalificeret, blive den med stor sikkerhed negativt ramt af disruption. Virksomheder har derfor brug for at opkvalificere beslutningskraften i bestyrelse, ejerkreds og ikke mindst direktion.

Disruption truer din investering

Brancher udsat for disruption

Du gør klogt i at holde særligt øje med disse brancher i de kommende år:

  • Bilindustrien
  • Medier (særligt aviser og fjernsyn)
  • Bank og finansielle ydelser
  • Revision
  • Hotelvirksomhed
  • Logistik og transport både til søs og i land
  • Detailhandel
  • Undervisning og biblioteker
  • Primær produktionsvirksomheder (fødevarer og råvarer)
  • Forarbejdende industri (der hvor 3D-teknologi kan overtage)

Især udviklingen inden for droneteknologi, robotteknologi og 3D-teknologi driver disruption af mange markeder, men ændrede vaner blandt forbrugerne har også betydning.

Spred risikoen i dine investeringer

Du skal ikke satse på, at du kan sikre din portefølje ved at forudse den næste BLOCKBUSTER, – den usikkerhed er allerede indregnet i priserne på selskaberne. Tag i stedet bestik af, at volatiliteten (prisvariationen over tid) i markedet er høj. Det betyder, at det er vigtigere end nogensinde, at du spreder risikoen i dine investeringer ordentligt.

Sådan spreder du risikoen i din portefølje

Relaterede Nyheder