fbpx
Sådan spreder du risikoen i din portefølje

Sådan spreder du risikoen i din portefølje

Det er vigtigt at sprede risikoen i din portefølje. Se hvordan du spreder risikoen i din portefølje? Undgå fejl, der øger din risiko for tab.

Du sikrer din opsparing bedst ved at sørge for lave omkostninger og et godt afkast. Men hvad er et godt afkast? Det afhænger i høj grad af dit valg af risiko. Vælger du lav risiko i din investering må du forvente et lavt afkast. Omvendt må du være villig til at tage en høj risiko for at kunne forvente et højt afkast. Med høj risiko følger dog også muligheden for store tab, derfor må du prøve at gardere dig mod, at dine tab bliver alt for store.

Det gør du ved at købe værdipapirer med både lav, mellem og høj risiko. Det sikrer, at dine tab ikke bliver for store i nedgangstider. Til gengæld koster det lidt på afkastet i opgangstider.

Spred risikoen i din investering

Du kan få alle slags værdipapirer med lav, mellem og høj risiko. Vi siger godt nok, at obligationer har lav risiko og aktier høj risiko, fordi kursen på aktier varierer mere end kursen på almindelige obligationer. Der findes dog også obligationer med meget høj risiko.

For at sprede risikoen i din investering, skal du i første omgang forstå, hvilken risiko der er på de enkelte papirer. Derefter skal du sammensætte din portefølje med papirer fra alle tre risikokategorier, så den samlede risiko passer til dig. Ønsker du lav risiko, vælger du flere papirer med lav risiko, skal den være højere køber du flere papirer med mellem eller høj risiko.

Det er dog ikke nok til at få en god risikospredning i porteføljen. Derfor skal du også sprede dine indkøb af værdipapirer på geografi, branche og valuta. Og endelig skal du ikke have for mange af ét bestemt værdipapir.

Få den rigtige risiko i din portefølje

Brug passive investeringsforeninger

Det kan være svært at få tilstrækkelig risikospredning i en lille portefølje. Det kræver faktisk en betydelig portefølje, før det kan betale sig selv at sammensætte en portefølje med god spredning. Derfor er det sandsynligvis en fordel for dig at sprede risikoen ved at have flere forskellige investeringsforeninger i din portefølje. Vær dog opmærksom på omkostningerne, når du vælger investeringsforeninger og vælg altid passivt forvaltede investeringsforeninger.

Disse fejl giver for lille risikospredning

Tænker du dig ikke om, når du sammensætter din portefølje, kommer du nemt til at begå fejl, der giver dig for høj eller forkert risiko.

Den mest almindelige fejl er at have for få forskellige aktier i porteføljen. Det kan være at du kun har danske aktier, at du kun har aktier i en bestemt branche eller i få brancher, der er meget konjunkturfølsomme.

Det giver en usystematisk risiko, der betyder, at du kan få tab, selvom markedet i gennemsnit ikke giver tab. Det oplevede mange investorer, der kun havde danske aktier i porteføljen. Sørg derfor altid for at have mange forskellige aktier i porteføljen, fx 20 til 50 forskellige afhængigt af hvor stor din formue er.

Det er også en fejl, hvis du er for ensidig med, hvilken valuta du investerer i. Har du eksempelvis kun aktier og obligationer i Euro, vil en europæisk krise give tab i din portefølje. Sørg derfor for at have flere valutaer i din portefølje – eksempelvis dollars, norske kroner, japanske yen og schweizerfranc foruden euro og kroner.

Vil du have mindst muligt besvær med at administrere dine investeringer, findes der investeringsforeninger, der spreder risikoen på alle nævnte parametre. De har dog som regel også ret høje omkostninger, så du skal være forsigtig med at vælge en på egen hånd.

4 fejl i din investering du bør undgå

Tjek porteføljen en gang om året

Vær opmærksom på, at din investeringshorisont bliver kortere med alderen, og at du derfor løbende skal justere risikoen i din portefølje. Dertil kommer, at risikoen i de finansielle markeder ændrer sig hele tiden. Derfor skal du tjekke risikoen i din portefølje og resten af din formue mindst én gang om året – det gælder også spredningen i din portefølje.

Relaterede Nyheder