Høj risiko er ikke for alle

Høj risiko er ikke for alle

Det amerikanske investeringsikon Warren Buffett venter med at investere, når prisen er for høj. Men du er ikke Buffet, så hvad skal du gøre?

Køb på vej ned

Du har måske hørt udtrykket, “Buy the dip” (Køb på vej ned). For mange investorer er det simpel grådighed, der bestemmer, hvor når de køber op. Det gælder f.eks., når de køber op efter mindre aktiefald. Men en af verdens mest succesfulde investorer, Warren Buffett, gør noget helt andet lige nu, og det er måske værd at lægge mærke til. Men kan almindelige småinvestorer gøre det samme som ham?

Buffett gør … ingenting!

I flere interviews – blandt andet på CNBC – har Buffett forklaret, at hans selskab Berkshire Hathaway ligger med enorme kontantbeholdninger. Ved årsskiftet 2024/2025 var det flere hundrede milliarder dollars, det er der stadig, og det er ikke tilfældigt.

Buffett har gentagne gange sagt, at han kun investerer, når han kan finde “rigtig gode selskaber til en attraktiv pris”. Hvis de ikke findes, så venter han. Også selvom det betyder, at pengene står kontant.

Hans tilgang er enkel: ”Hellere ingen investering end en dårlig investering.”

Det er naturligvis en yderst spekulativ tilgang til investeringer, som forudsætter, at det er muligt at vide, hvornår aktierne er i bund, og at du kanovervinde frygten og investere, når andre ikke tør.

Risiko i investering – fra frygt til styring – Finanshuset Fredensborg

Historisk dyrt aktiemarked

Flere faktabaserede indikatorer, der peger på, at aktiemarkederne – især i USA – ligger i den dyre ende:

Shiller P/E (CAPE) – et mål for aktiers pris i forhold til indtjening over tid – ligger historisk højt og tæt på niveauer set før tidligere kriser.

Markedsværdi vs. BNP (ofte kaldet “Buffett-indikatoren”) viser, at aktiemarkedets samlede værdi er høj i forhold til verdensøkonomiens størrelse.

Shiller P/E-værdi 1976-2026. Kilde: Shiller PE Ratio – Multpl

De største selskaber – især tech – fylder usædvanligt meget i eksempelvis indeks som S&P 500. Det betyder ikke nødvendigvis, at et fald er lige om hjørnet. Men det fortæller, at forventningerne er høje – og dermed også risikoen.

Tech‑afkast giver global risiko – Finanshuset Fredensborg

En lidt billigere version af noget dyrt

Det er her, Buffets indgangsvinkel rammer meget præcist. Når markedet falder 5-10 %, føles det som et tilbud. Men hvis markedet i forvejen er dyrt, er det måske bare… lidt mindre dyrt… Det er Buffets pointe.

Han har tidligere oplevet fald på over 50 % – fx under finanskrisen i 2008. Det er den slags situationer, han kalder “rigtige muligheder”. I hans optik er dagens udsving ikke nødvendigvis nok.

Det siger sig selv, at du kan vente længe på en finanskrise, og at du i den periode kan miste store afkast.

FOMO er din værste fjende

Som privat investor er det helt naturligt at reagere følelsesmæssigt. Hvis aktierne stiger lidt, køber du og hvis aktierne falder, køber du også. Det kaldes FOMO (Fear Of Missing Out – frygt for at gå glip af noget).

Men historien viser, at de bedste investeringer ofte bliver lavet i perioder med reel frygt, ikke små udsving.

Buffet er kendt for princippet: “Vær grådig, når andre er bange – og bange, når andre er grådige.”

Lige nu peger meget på, at mange stadig er relativt optimistiske. Buffet venter altså, men historien viser, at risikoen for almindelige investorer ved at vente er lige så stor og nok større end ved at være i markedet hele tiden.

Årsagen er, at du kan gå glip af afkastet, når det er der, og så mister du også renters rente-effekt. Du må nok også erkende, at du ikke er Warren Buffett.

Hvad betyder det for dig?

Ja – du er ikke Warren Buffett, og du har ikke milliarder stående klar i årevis. Men du kan stadig lære noget vigtigt om investering:

1. Tålmodighed er en strategi for de risikovillige

Du behøver ikke investere hele tiden. Der er dog en stor risiko, og det er meget svært som almindelig investor at være tålmodig, fordi ingen kan med sikkerhed vide, hvornår det er optimalt at gå ind i markedet.

2. Pris betyder noget

Selv gode selskaber kan være dårlige investeringer, hvis prisen er for høj. Og den viden er altid vigtig, så spredning er altså over tid meget vigtigere end de enkelte aktier, når vi ser på gennemsnit i markedet.

3. Spred din risiko

Hvis du investerer løbende (fx i indeksfonde), mindsker du din mulighed for at ramme bunden. Men det vigtige er også, at du ikke kun rammer toppen, når du køber.

4. Hav likviditet

Hvis du eksempelvis har korte obligationer (eller kontanter) i din portefølje, som er meget likvide og kurssikre, giver det dig mulighed for at handle, når mulighederne opstår. Men ja, det kan være dyrt at ligge med værdipapirer, som er meget likvide, fordi du kan miste mulighed for afkast.

Det er for almindelige investorer bedre at rebalancere løbende i forhold til din ønskede risiko. Det vil sige – stiger aktierne så sælger du aktier for at købe obligationer med lavere risiko, så din samlede porteføljerisiko er stabil over tid.

Få den rigtige risiko i din portefølje – Finanshuset Fredensborg

Hvornår er markedet “billigt”?

Det korte svar: Det ved ingen med sikkerhed, men historisk har de bedste køb været i særlige situationer:

  • Under kriser (2008, COVID-19 i 2020)
  • Når pessimismen er høj
  • Når investorer sælger i panik

Det er netop de situationer, Buffett venter på. Men det gør han med stor risiko – husk det.

Vær i markedet og tilpas din risiko løbende

Markedet kan sagtens fortsætte med at stige, det gør det ofte. Men når en investor som Warren Buffett vælger at sidde med rekordmange kontanter, så har han jo ret i, at risikoen stiger. Spørgsmålet er, hvad du skal gøre ved det? Mit svar er – sænk risikoen!

Pointen er ikke, at du skal lade være med at investere. Du skal blot sikre dig at du løbende sænker risikoen (og hæver den) efterhånden som markedet ændrer sig. For de fleste investorer betyder det, at de kun skal tilpasse deres investeringer ca. én gang om året.

Det gode råd

Hav is i maven, og sænk risikoen i din portefølje, når risikoen i markedet stiger.

Relaterede Nyheder