Uge 44 - 2016 

Er en pensionsordning stadig bedst for dig?

Vilkårene for din pensionsopsparing har ændret sig de seneste år. Pensionsordninger er ikke så fordelagtige, som de var. Er en pensionsordning stadig bedst for dig?

Vi får det at vide gang på gang, vi skal spare op i pensionsordninger. Det siger politikere, økonomer, fagforbund, pensions selskaber og banker. Pensionsordninger bør da også være en del af din opsparing fremover, men pas på – pensionsordninger er for mange ikke længere så fordelagtige, som de var.

Nye vilkår for pensionsopsparing

De seneste års meget lave rente og de seneste 10-15 års ændringer i skatte- og pensionslovgivningen har ændret vilkårene for din pensionsopsparing. Det er blevet meget vigtigere at have andre former for opsparing udover pensionsordningerne, end det har været tidligere.

Rentemarginalen har udviklet sig sådan, at bankerne tjener penge på lån, mens de taber på indlån. Derfor er det som opsparer meget vanskeligt at få et afkast på dine indlån i bankerne. Nogle banker har luftet muligheden for, at det kan komme til at koste penge at have penge stående på et indlån. Det er dog generelt set ikke blevet aktuelt endnu – i hvert fald ikke for pensionskonti. Men udviklingen har betydet, at du som opsparer i reglen har fordel af at afdrage bankgæld, inden du overhovedet overvejer at indbetale til en pensionsordning.

Lav rente udsætter din pension

Afdrag af gæld som opsparing

Du kan betragte afdrag på gæld som en opsparing, og når du afdrager din gæld, får du ofte en bedre rente, end du har i en pensionsordning. Har du eksempelvis et boliglån med en rente på 5-6 %, opnår du en tilsvarende rente af de midler du indbetaler som ekstraordinære afdrag. 5-6 % i rente er meget godt, især fordi det er med lav risiko. Ændringerne i bankernes renter og rentemarginal, gør disse overvejelser meget væsentlige for din privatøkonomi.

Afdrag på lån eller opsparing til pension?

Fast ejendom som alternativ pensionsopsparing

Din risiko på at spare op i en pensionsordning er steget, fordi den risikofri rente er faldet så meget, som den er. Derfor er opsparing i fast ejendom blevet vigtigere, end det har været længe. Og dit afkast forstået som avancen ved salg, ved at investere i bolig og sommerhus, er som udgangspunkt skattefri. Derfor er opsparing i fast ejendom ofte et attraktivt alternativ til opsparing i en pensionsordning.

Der er en tendens til, at det bliver attraktivt at investere fast ejendom i perioder med lav rente, fordi det bliver billigt at finansiere køb af bolig med realkreditlån. Derfor bør du sikre dig, at du i perioder med lav rente, som nu, har en tilstrækkelig del af din formue i fast ejendom.

Køb og salg af bolig er afgørende for din økonomi

Skal du spare op i en pensionsordning?

Betaler du ikke topskat, bør du helt undgå at indbetale til en pensionsordning, hvis det giver modregning i offentlige pensioner. Betaler du topskat nu, mens du sparer op, bør du sikre dig, at du ikke indbetaler så meget, at du også kommer til at betale topskat, når pengene skal udbetales.

Som situationen er lige nu, bør langt de fleste danskere overveje andre måder at spare op end en pensionsordning. Det er dog ret usandsynligt, at du vil få den besked fra din pensionsudbyder, da pensionsordninger er en god forretning for dem.

Skal du spare op i en pensionsordning?