Dyr investeringsrådgivning i banken

Dyr investeringsrådgivning i banken

Du får dyr investeringsrådgivning i banken. Bankerne skubber dig over i dyre produkter med lavere afkast. Sådan finder du billigere alternativer.

Har du skiftet bank inden for de seneste 5-10 år, har din nye bank sandsynligvis rådet og lokket dig til at omlægge en del af dine investeringer til bankens egne produkter. Der er desværre en stor risiko for at disse ændringer ikke har været til din fordel. Det viser et stort forskningsprojekt fra CBS Copenhagen Business School.

Professor Jesper Rangvid og de andre forskere bag undersøgelsen viser, at kunder, der skifter bank, langsomt men sikkert får flere og flere af den nye banks investeringsforeninger i porteføljen.

Læs omtalen af undersøgelsen i Berlingske Business (kræver abonnement):

Ny forskning: Bankers råd om investering koster kunderne dyrt

Bankens investeringsrådgivning

Det er måske ikke overraskende, at banker anbefaler egene produkter, men tallene viser, at ”rådgivningen” ikke er i kundernes interesse. Bankernes rådgivning giver dig altså højere omkostninger og lavere rating. Du betaler mere for varen og må samtidig forvente et lavere afkast. Det er en mistanke, der har hængt over bankerne i lang tid, og nu er den altså bekræftet.

Det er nedslående, at bankerne tilsyneladende ikke har ændret praksis efter finanskrisen. Bankernes rådgivning er desværre ikke til kundernes bedste, når det gælder investeringsprodukter.

Bankerne har de senere år fået en del kritisk opmærksomhed for deres investeringsprodukter, fordi de giver kunderne meget høje omkostninger. Selvom handelsomkostninger de senere år er konkurreret ned i pris, er der fortsat høje årlige omkostninger i investeringsforeninger og private banking-aftaler. Der er ikke ændret afgørende på dette.

Bankernes samlede indtjening på investeringsprodukter er er vokset hurtigt de senere år. Du og andre bankkunder må betale til dette overskud. Bankerne satser på at tjene penge på investeringer, fordi de er pressede på rentemarginalen, og søger indtjening andre steder.

Tjek dine investeringer i banken

Undersøgelsen er en stor rød advarselslampe der blinker til dig, der har fået investeringsråd i banken. Uanset om du har skiftet bank de senere år, bør du tjekke, om du har investeringsforeninger, der er knyttet til din bank. Det betyder nemlig, at du med stor sandsynlighed har for høje omkostninger og sikkert også lavt afkast.

Bare en forskel på 0,5 % kan, selvom det virker ubetydeligt, gøre en kæmpe forskel med renters rente i det lange løb. Tænk på, at 0,5 % højere omkostninger hvert eneste år i 30 år betyder, at du mister 20 % af din pensionsopsparing.

Men Danske Bank er ikke alene om problemer med alt for høje omkostninger. De fleste udbydere af investeringsprodukter indkasserer omkostninger på 1,25 til 2 % om året. Disse omkostninger bør normalt ikke overstige 0,5 % om året.

Er du økonomisk ansvarlig, og vil du gerne have mest muligt ud af dine pensionspenge, bør du tjekke dine investeringer i banken.

Tjek dine investeringer, og find alternativer til bankernes dyre investeringsforeninger

Investering er bankernes nye pengemaskine

Bankernes grundlæggende forretningsmodel har ikke ændret sig de seneste 100 år. De låner penge ud til en lidt højere rente, end de giver på indlån. Indtjeningen opstår i forskellen mellem indlåns- og udlånsrente, også kaldet rentemarginalen.

De seneste års massive rentefald har dog udfordret denne forretningsmodel. Bankerne har ikke turdet at lade indlånsrenten for private følge rentefaldet ned under de 0 %. Indlånsrenten burde være faldet til minus 3-4 %.

Det betyder, at bankerne taber penge på indlån/udlånsvirksomheden for mange kunder, og at bankrenten på udlån derfor ikke er faldet så meget som den ellers kunne. De der har lån i banken betaler lidt til dem, der kun har indlån.

Derfor har bankerne været nødt til at se sig om efter andre indtjeningsmuligheder. Her er investeringsprodukterne blevet en vigtig pengemaskine for bankerne, der har gjort det muligt at vinde på karusellen, hvad de tabte på gyngerne.

Men det er ikke urimeligt at forlange, at investeringsprodukterne er etisk forsvarlige. Omkostningerne i produkterne må stå mål med kundernes rimelige forventninger om afkast og bankens arbejdsindsats.

Din puljeordning i banken er for dyr

Undgå bankernes dyre investeringsprodukter

Den letteste måde at undgå urimeligt høje omkostninger er at undgå spekulative investeringsprodukter. Hold dig fra produkter, der giver banken lov til at spekulere med dine penge. Eksemplet med FlexFri fra Danske Bank viser, at bankerne tænker på eget afkast, inden de tænker på kundernes.

Din bankrådgiver kan være nok så flink, dygtig og dedikeret til at hjælpe dig som kunde. Men hun er nødt til at sælge produkter, der er udviklet til at give banken høje afkast. Hun har ikke andre muligheder, så længe hun er ansat i banken.

Hold dig derfor langt væk fra bankernes investeringsprodukter, der ikke bygger på indeks. Vælg i stedet eksempelvis nogle passivt forvaltede indekserede investeringsforeninger eller ETF’er til din portefølje.

Alternativer til bankernes dyre investeringsforeninger

Relaterede Nyheder