Hold risikoen konstant når du investerer
Har du investeret pension eller frie midler, og administrerer du selv porteføljen? Så hold risikoen konstant når du investerer, det giver dig det bedste og sikreste afkast på lang sigt.
Når aktiekurserne stiger kraftigt, som det er sket de seneste tre år, så stiger aktiernes andel af din portefølje. Da aktier har en større risiko end obligationer, har du uden at gøre noget fået en større risiko i din portefølje.
Det er en typisk fejl, gradvist at lade aktieandelen og dermed risikoen i porteføljen stige, når aktiekurserne stiger, og omvendt lade risikoen falde, når aktiekurserne falder.
Vælg den rette risiko på dine investeringer
Køb ikke når aktierne stiger og sælg ikke når de falder
Det værste, du kan gøre er bevidst at øge risikoen fx ved at købe, når aktierne er steget i en periode, og omvendt gå mere eller mindre helt ud af aktiemarkedet, når kursen er faldet. Det gør, at du med sikkerhed får et dårligere afkast, end hvis du blot har en konstant risiko over tid.
Hold derfor din risiko konstant fx ved at sælge ud løbende efterhånden som aktierne stiger og køb op efterhånden, som de falder. På den måde sørger du for, at holde andelen af aktier og risikoen konstant, når du investerer.