Grund til optimisme for privatøkonomien

Grund til optimisme for privatøkonomien

Forbrugertilliden falder, selvom reallønnen er tilbage på niveauet inden inflationsåret 2022. Der er god grund til at være optimistisk om privatøkonomien

Fald i forbrugertilliden fortsætter

Forbrugernes tillid til økonomien og fremtiden faldt endnu engang i september. Dermed fortsætter tendensen fra en lang periode med fald i forbrugertillidsindikatoren. I de seneste tal fra Danmarks Statistik er indikatoren i september faldet til -18,7, hvilket er lavere end både sidste måned og gennemsnittet for de seneste seks måneder.

Forbrugerprisindekset, januar 2021 til september 2025. Kilde: NYT: Fortsat tilbagegang i forbrugertilliden – Danmarks Statistik

Oplever økonomisk tilbagegang

Udviklingen skyldes først og fremmest familiernes vurdering af, at deres økonomiske situation er blevet dårligere det seneste år. Indikatoren for familiens økonomiske situation i forhold til sidste år er faldet til -19,3 – det laveste niveau siden maj 2023. Samtidig vurderer flere, at Danmarks økonomi er dårligere end for et år siden.

Inflation stiller krav til din opsparing – Finanshuset Fredensborg

Lidt mindre pessimisme

Selvom forbrugerne stadig forventer tilbagegang for dansk økonomi, er pessimismen lidt mindre end tidligere. Forventningerne til familiens fremtidige økonomi er også stadig negative.

Købelysten er fortsat lav. Forbrugerne mener ikke, at det er fordelagtigt at købe større varer som elektronik og hvidevarer. Indikatoren er lavere end gennemsnittet for de seneste seks måneder.

Forventning til priser og arbejdsløshed

Forbrugerne er blevet mere opmærksomme på prisstigninger. Mange tilkendegiver, at priserne er højere end for et år siden, og de forventer at priserne fortsætter med at stige i samme tempo det kommende år.

Tallene viser også, at forbrugerne fortsat er bekymrede for arbejdsløshed, mange forventer flere ledige det kommende år.

Samlet set viser tallene, at forbrugerne er usikre på den økonomisk fremtid.

Dyr mad presser din økonomi – Finanshuset Fredensborg

Stigende indkomster

Udvikling i nominel indkomst før skat (søjler) og udvikling i realindkomst i procent (graf), 2010-2024. Kilde: NYT: Stigning i realindkomsten før skat i 2024 – Danmarks Statistik

Sidste år (i 2024) steg den gennemsnitlige indkomst med 5 % i forhold til året før til 268.700 kr. Erhvervsindkomsten steg med 4,8 pct. i løbende priser og den samlede indkomst før skat voksede med 4,9 pct. til 414.900 kr. pr. person.

Når der tages højde for inflationen på 1,4 pct., steg realindkomsten før skat med 3,5 pct. i 2024. Det er en højere realvækst end året før, hvor stigningen var 3,0 pct. Til sammenligning faldt realindkomsten med 6,9 pct. i 2022, hvor inflationen toppede.

Opsparingsbehovet stiger i urolige tider – Finanshuset Fredensborg

Grund til optimisme for privatøkonomien

Tallene viser, at danskernes realindkomst er tilbage på niveau efter mareridtsåret 2022. Alligevel falder forbrugerforventningerne. Det skyldes, at realindkomsten er et faktisk forhold, mens forventningerne er gæt på fremtiden.

Der har længe været en tydelig kontrast mellem negative forventninger og økonomiske nøgletal, der viser, at Danmark klarer sig godt – bedre end mange andre lande. Det har sandsynligvis at gøre med den aktuelle usikkerhed og uforudsigelighed i en verden i stærk forandring på flere måder med Trump som bannerfører.

Mit bud er, at forbrugerforventningerne lige nu er mere negative, end der egentlig er grund til, og at det om et år vil vise sig, at udviklingen er gået bedre end ventet.

Det vil være positivt for alle, for Danmark har brug for vækst, og privatforbruget er en vigtig drivkraft for vækst. Stigende lønninger, lavere skatter og højere rådighedsbeløb kan også løfte boligpriserne, mens vi kan forvente, at renterne falder, fordi Europa kører i lavere gear end Danmark.

Alt i alt er der god grund til at være optimistisk for privatøkonomien. Men husk altid at have en økonomisk buffer, når usikkerheden stiger.

Giv økonomien et servicetjek – Finanshuset Fredensborg

Relaterede Nyheder