Uge 23 - 2020 

Sæt mere ind på din aktiesparekonto

Du kan snart sætte mere ind på din aktiesparekonto. Men har du sat penge ind i 2019, er det ikke helt enkelt, hvor meget du kan sætte ind i år. Se 2 eksempler.

Sæt op til 100.000 kr. ind på aktiesparekontoen

Fra d. 1. juli hæves indskudsgrænsen på aktiesparekonti, fra 51.100 kr. til 100.000 kr. Har du allerede oprettet en aktiesparekonto, er det dog lidt kompliceret at regne ud, hvor meget mere du må sætte ind efter 1. juli.

Der er forskellige regler alt efter, hvornår du har sat penge ind på kontoen.

Alle bør have en aktiesparekonto

Ekstra indbetaling på din aktiesparekonto

Har du oprettet en aktiesparekonto og sat penge ind på den i 2019, skal dit eventuelle afkast for 2019 medregnes i din mulighed for yderligere indskud for 2020.

Eksempel 1 – beregning af yderligere indskud på aktiesparekonto i 2020

Værdi 31.12.2019 57.000 kr.
Indskud i 2019 50.000 kr.
Investeringsafkast 2019 7.000 kr.
Afkastskat trukket i 2020, 17% af 7.000 kr. 1.190 kr.
Maksimalt tillægsindskud i 2020 1.190 kr.
Maksimalt yderligere indskud 1.7.20 – 31.12.20 43.000

Havde du tab på din aktiesparekonto pr. 31.12.2019, kan du efter 1. juli 2020 indbetale forskellen mellem 100.000 kr., der er den nye indskudsgrænse, og den forhøjede indskudsgrænse i første halvår af 2020 på 51.100 kr., det vil sige i alt 48.900 kr.

Eksempel 2 – yderligere indskud – du har ikke indbetalt det fulde beløb i 2019

Har du oprettet en aktiesparekonto i 2019, men ikke indbetalt alle 51.100 kr. inden 1. juli 2020, kan du indbetale resten – dog minus evt. afkastskat. Derefter kan du i andet halvår indbetale yderligere 48.900 kr.

Værdi 31.12.2019 32.000 kr.
Indskud 2019 30.000 kr.
Investeringsafkast 2019 2.000 kr.
Afkastskat trukket i 2020, 17% af 2.000 kr. 340 kr.
Maksimalt yderligere indskud 19.440*
Maksimalt nyt indskud 1.7.20 – 31.12.20 48.900

* Beregnes: 30.000 + 2000 – 340 – 51.100. Indskuddet kan også ske efter 30.6.20.

Du kan ikke regne med, at din bank nødvendigvis har opdateret sit system til at håndtere de nye muligheder for indskud allerede fra den 1. juli 2020. Kontakt derfor din bank og spørg, hvornår de er klar til at håndtere den nye beløbsgrænse, og bed evt. samtidig om vejledning om, hvor meget du kan indbetale til din aktiespare konto i år.

Læs lovforslaget om højere beløbsgrænse for aktiesparekontoen

jun 03rd, 2020 |