Den nye skatteaftale indeholder flere tiltag, der kan have betydning for din privatøkonomi. Vi ser på 3, som har betydning for mange.
Mange tiltag
Aftalen kan få indflydelse på din økonomi på flere forskellige måder. Her er to vigtige og en, der er meget omtalt:
- Har du en relativt høj arbejdsindkomst, får udfasningen af mellemskatten betydning for dig, navnlig fra 2028-29.
- Har du frie midler og investerer i aktier, giver de nye grænser væsentligt mere plads til skattemæssigt begunstiget investering.
- Bilister får en besparelse på brændstof i 2027, men får permanent højere bilafgifter og gebyrer fremover.
Herudover indeholder aftalen blandt andet en lang række lempelser og stramninger. Herunder nedsættelse af selskabsskatten, beskatning af hovedaktionærer til finansiering af afskaffelsen af toptopskatten samt stramninger på SU og dimittenddagpenge.
Mellemskatten afskaffes
Den økonomisk største ændring i aftalen er, at mellemskatten på 7,5 pct. bliver gradvist udfaset frem mod 2029, hvorefter den forsvinder helt. Grænsen for, hvornår du skal betale mellemskat, bliver hævet til 673.900 kr. efter arbejdsmarkedsbidrag i 2027 og stiger til 780.900 kr. i 2028.
Personskat – mellemskatten udfases
| År | Grænse for mellemskat efter AM-bidrag |
| 2027 | 673.900 kr. |
| 2028 | 780.900 kr. |
| 2029 | Mellemskatten afskaffes |
Ændringen har især betydning, hvis du har en relativt høj indkomst, f.eks. fordi du er erhvervsaktiv. Skatte- og vækstministeriet forventer, at omkring 619.000 personer får glæde af ændringen. I gennemsnit får personer, som ellers ville betale mellemskat, omkring 7.200 kr. mere til sig selv om året i 2030.
Bedre vilkår for investering i aktier
Loftet for indbetaling på aktiesparekontoen hæves til 257.300 kr. i 2027 mod de hidtil planlagte 179.300 kr. Derefter stiger det til 334.300 kr. i 2028 og 514.600 kr. i 2029. Afkastet beskattes fortsat med 17 pct. efter lagerprincippet. Ændringerne på investeringsområdet er relevante for endnu flere end udfasningen af mellemskatten.
| År | Indskudsgrænser for aktiesparekonto |
| 2027 | 257.300 kr. |
| 2028 | 334.300 kr. |
| 2029 | 514.600 kr. |
Fra 2028 skal loftet desuden som udgangspunkt opgøres efter de oprindelige indskud frem for kontoens aktuelle kursværdi, men implementeringen afhænger af pengeinstitutterne. Ændringerne kan gøre aktiesparekontoen endnu vigtigere for din opsparing.
For øvrige aktieinvesteringer hæves grænsen for beskatning med 27 pct. frem for 42 pct. til 95.000 kr. i 2027 og 113.300 kr. fra 2028. Den ekstra forhøjelse giver en beregnet maksimal årlig besparelse på cirka 810 kr. i 2027 og 3.555 kr. fra 2028.
Derfor bør du have en aktiesparekonto – Finanshuset Fredensborg
Plus og minus for bilister
I hele 2027 sænkes energi- og CO₂-afgiften på benzin og diesel med 2 kr. pr. liter inklusive moms. Standerprisen falder dog ikke nødvendigvis tilsvarende.
Eksempler på årlig besparelse på brændstof
| Årlig kørsel | Benzinbil, ca. 17 km/l | Dieselbil, ca. 20 km/l |
| 10.000 km | 1.200 kr. | 1.000 kr. |
| 15.000 km | 1.800 kr. | 1.500 kr. |
| 20.000 km | 2.400 kr. | 2.000 kr. |
Kører du f.eks. 15.000 kilometer om året, viser de officielle beregninger en årlig besparelse på cirka 1.800 kr. for en benzinbil, der kører 17 km/l, og cirka 1.500 kr. for en dieselbil, der kører 20 km/l.
Derudover udskydes den planlagte afgiftsstigning på elbiler til 2028. Dermed fastholdes en afgiftsfri grænse på cirka 419.300 kr. og en effektiv afgift på 60 pct. over grænsen i 2027. Det gavner især købere af dyrere nye elbiler. Hvordan bilafgifterne bliver indrettet fra 2028, er endnu ikke fastlagt.
Medaljens bagside er, at det finansieres ved at hæve flere gebyrer og afgifter. Den laveste periodiske ejerafgift stiger fra 480 til 650 kr. pr. halvår. Et sæt nummerplader stiger samtidig fra 1.180 til 2.080 kr. fra 1. februar 2027, mens registrering af en ny ejer eller bruger stiger fra 380 til 670 kr. Stigningen i afgifter og gebyrer er permanent, så på længere sigt bliver det ikke billigere at være bilejer.
Den politiske aftale skal først omsættes til lovgivning, så vent med at planlægge ud fra de nye bilafgifter fra 2028, indtil reglerne ligger fast.