Uge 04 - 2020 
Opsparing i 4 trin

Tjek porteføljen efter høje aktieafkast i 2019

Aktieafkastet var generelt meget højt sidste år. Derfor bør du tjekke risikoen i din langsigtede portefølje. Uafhængig investeringsrådgivning forhindrer fartblindhed.

Høje afkast på aktiemarkedet gør dig fartblind

Fartblindhed er ikke kun livsfarligt på landevejen, det er også en risiko på aktiemarkedet.

Efter et år, hvor globale aktier leverede et afkast på 29,1 %, skal du passe på, at forholdet mellem aktier og obligationer i din portefølje ikke er vredet skævt. Risikoen er, at andelen af aktier i din langsigtede portefølje er steget så meget, at din samlede risiko er blevet for stor.

Dertil kommer, at stigningen i aktiekurserne får dig til at føle dig for tryg ved at være investeret i aktier. Det er et problem, hvis du har flere aktier, end din risikoprofil og investeringshorisont tillader. Det skal du passe på med.

Er din investeringshorisont 10 år eller længere, er aktier dog det rigtige sted at placere dine penge

Justér porteføljen

Har du en blandet portefølje af obligationer og aktier, bør du tjekke om andelen af aktier har øget din eksponering over for aktiemarkedet for meget. Er det tilfældet, bør du sælge lidt ud af de aktier og fonde, der er steget mest det seneste år og købe op i obligationsfonde.

Når du ser på dine obligationsfonde, bør du desuden sælge ud af fonde med sikre stats- og realkreditobligationer med kort og mellemlang løbetid. Her betyder den ekstremt lave rente nemlig, at det forventede afkast efter omkostninger med meget stor sandsynlighed er negativt på kort og mellemlangt sigt. Du kan i stedet med fordel investere i de lidt mere usikre virksomhedsobligationer, hvis din investeringshorisont er mere end 4-5 år.

Sådan bevarer du den rigtige risiko i porteføljen

Uafhængig investeringsrådgivning

Vil du være sikker på at have det rigtige forhold mellem risiko og afkast i din portefølje, kan du få professionel hjælp. Vi tjekker din portefølje, sælger rigtigt ud af afkastsvage og de mest risikofyldte fonde samt geninvesterer afkast i overensstemmelse med din risikoprofil og investeringshorisont. Kontakt din rådgiver i Finanshuset i Fredensborg og hør hvordan han hjælper dig.

jan 25th, 2020 |