Stabil inflation og usikkert aktiemarked 

Stabil inflation og usikkert aktiemarked 

Nye inflationstal er gode for danskernes økonomi. Alligevel bør du polstre din økonomi med ekstra reserver pga. stor usikkerhed på de finansielle markeder. 

Stabil og lav Inflation.  

Det seneste tal fra maj viser at forbrugerprisindekset steg med 1,5 % og kerneinflation, der ikke medtager energi og ikke-forarbejdede fødevarer, lå på 1,7 % i forhold til for et år siden. 

Inflation og kerneinflation i Danmark, januar 2021 – april 2025. Kilde: NYT: Inflationen er uændret i april – Danmarks Statistik 

Den største prisstigning kom fra husleje, der i sig selv stod for 0,44 procentpoint af den samlede inflation det seneste år. Fødevarer og leje af sommerhuse bidrog også positivt. Omvendt trak prisfald på elektricitet, benzin og nye biler inflationen ned. 

Inflation påvirker privatøkonomien 

For en almindelig dansk familie er prisstigningerne på dagligvarer og boligudgifter til at håndtere. Især stigende husleje påvirker dog budgettet, fordi boligudgifter udgør en væsentlig del de faste omkostninger i husholdningerne. Omvendt kan prisfald på energi og transportmidler give lidt luft i økonomien. 

Forbrugernes forventninger til fremtiden er dog negative. Tallet for forbrugertilliden var i april -17,0, og det indikerer bekymring blandt forbrugerne for den økonomiske situation. 

Inflation økonomisk vækst og købekraft 

Inflation og vækst i BNP hænger tæt sammen. Moderat inflation kan være et tegn på en sund økonomi med stigende efterspørgsel, mens høj inflation kan udhule købekraften. I Danmark voksede BNP med 1,8 % i fjerde kvartal 2024 sammenlignet med kvartalet inden. 

Udviklingen i købekraften afhænger af, om lønningerne følger udviklingen i priserne. Hvis lønstigningerne matcher eller overstiger inflationen, bevarer eller øger forbrugerne deres købekraft. Omvendt kan høj inflation uden tilsvarende lønjusteringer føre til reel nedgang i købekraften. 

Gennem de seneste 10 år har Danmark haft en samlet inflation på cirka 20 %, hvis vi ser på forbrugerprisindekset, der er steget fra omkring 100 i 2015 til cirka 120 i 2025. 

Hvis dine lønninger i samme periode er steget mere end 20 %, har du, som danskerne i gennemsnit, oplevet en stigning i reel købekraft. Perioder med høj inflation, som i 2022, har dog midlertidigt presset købekraften. Den nuværende stabile inflation giver dog håb om en stabil forudsigelig økonomisk udvikling. 

Få den rigtige risiko i din portefølje – Finanshuset Fredensborg 

Hvad betyder det for privatøkonomien? 

Den stabile inflation på 1,5 % i april 2025 tyder på en god balance i økonomien. For den almindelige danske familie betyder det, at prisstigningerne er moderate og til at håndtere. Du bør dog være opmærksom på dine boligudgifter, hvis de fortsat stiger. De seneste 10 år har købekraften generelt udviklet sig positivt, hvis dine lønninger er fulgt med inflationen. Denne del af din økonomi er nok den vigtigste for at vurdere konsekvenserne af de stigende priser. 

De, der rammes hårdest af inflationen, er f.eks. pensionister, der bor i lejebolig og har få indtægter ud over overførselsindkomster. Har de ikke formue, de kan trække på, vil rådighedsbeløbet være kraftigt udhulet af inflationen de seneste 5 år. 

Selvom tallene generelt er gode, bør du forberede dig på store udsving på de finansielle markeder. Danmark vil sandsynligvis være en sikker havn, men du må ikke lukke øjnene for at risikoen i de finansielle markeder i øjeblikket er meget høj. Volatiliteten i markedet er stor, og kurserne i markedet kan svinge mange procent om dagen lige nu. Enkelte aktier kan variere med 10 % eller mere pr. dag. 

Du gør derfor klogt i at sikre din økonomi med større reserver. Overvej desuden at tilpasse din portefølje til den højere markedsrisiko ved at justere forholdet mellem aktier og obligationer. 

Få tryghed i din økonomi – Finanshuset Fredensborg 

Relaterede Nyheder