Få skatterabat på dit byggeri
Ugens FiF. Kan du færdigmelde dit byggeri i 2023, kan du måske få skatterabat på din nye boligskat. Du kan muligvis spare mange tusind kroner i boligskat.
Skatterabat for tilbygninger og nybyggeri
De nye regler for boligskat træder i kraft d. 1. januar 2024. Stiger din boligskat efter de nye regler, får du en skatterabat, så du ikke skal betale mere i boligskat, end du gør i dag.
Skatterabatten gælder også for tilbygninger og nybyggeri, hvis byggeriet er færdigmeldt inden udgangen af 2023. Du får en skatterabat, hvis din boligskat i 2024 efter de nye regler er større end, din boligskat (ejendomsværdiskat + grundskyld) ville være efter de gamle regler.
Færdigmeld før nytår og spar skat
Er byggeriet færdigmeldt inden d. 1. januar 2024, får du rabat på både ejendomsværdiskat og grundskyld for hele din bolig, som den fremstår efter ombygningen.
Færdigmeldes byggeriet efter d. 1. januar 2024, får du også skatterabat for både ejendomsværdiskat og grundskyld. Ejendomsværdiskatten beregnes dog kun af værdien af din bolig som den fremstod inden tilbygningen.
Forskellen i skatterabat kan løbe op i mange tusinde kroner, så det kan gøre en stor økonomisk forskel for dig, om dit byggeri bliver færdigmeldt inden nytår, eller om det først sker i det nye år.