fbpx
Hård start for danske aktier

Hård start for danske aktier

Det har været en hård start for danske aktier, der på mange måder har klaret sig dårligere end udenlandske aktier. Hvorfor er danske aktier faldet så meget?

Stort fald efter lang stigning

Det er helt naturligt, at aktiekurserne svinger meget, både op og ned. Kursen udtrykker forventningen til den fremtidige indtjening i selskaberne. Når forventningerne skifter som følge af kriser, lokale konjunkturforløb, ændringer i love og forbrugsvaner, problemer med ledelse, produkt eller andet, tilpasser kurserne sig løbende i forhold til det.

Danske aktier, udtrykt ved OMX C25-indekset, er i skrivende stund faldet betydeligt siden årsskiftet – næsten 10 %, hvilket er mere end, vi ser i mange andre lande og regioner. Indekset har dog givet 75 % over de seneste 5 år, set i det lys er faldet mere acceptabelt.

4 anbefalinger til investering i aktier i en ny tid

Pas på enkeltaktier

Det er selskaber med en lang flot historik som Coloplast og Novo Nordisk, der er faldet. Mange danske investorer og pensionsopsparere har Novo-aktier og mærker nu for første gang i lang tid følsomheden ved at ligge for tungt i en bestemt aktie.

Det er på samme måde problematisk at have for mange danske aktier i din portefølje. Gå i stedet efter en blanding af danske og udenlandske aktier for at sprede din risiko, – det er den generelle anbefaling.

Enkeltaktier kan være fantastisk, når aktierne skyder i vejret, som mange aktier har gjort i den seneste tid, men det kan hurtigt blive ubehageligt, når de falder. Derfor bør du begrænse din risiko på enkelte aktier i porteføljen. De seneste ugers fald, understreger dette.

OMX C25-indeks 2017-2022. Indekset viser udviklingen i aktiekursen for de 25 største danske virksomheder herunder NOVO Nordisk.

Derfor er danske aktier faldet mere

Danske aktier har generelt stor følsomhed på prisfastsættelsen, fordi du som investor betaler meget for en krones afkast. P/E værdien (prisen per indtjeningskrone) er høj. Opstår der usikkerhed om indtjeningen, når eksempelvis den amerikanske nationalbank melder ud, at den vil hæve renterne, er effekten på kurserne større i Danmark.

Det kan jo til dels forudsiges, fordi P/E værdierne udregnes løbende. Blandt andet derfor kan risikoen i en bestemt aktie være større end i markedet generelt. Risikoen udtrykkes ofte som volatiliteten (kursændringerne over tid), så jo mere en akties kursværdi varierer over tid, desto større risiko er der i den aktie.

Novo Nordisk-aktien fylder desuden meget i OMX C25-indekset, så når denne aktie falder meget, så falder indekset også meget. Derfor er faldet i aktierne ikke udtryk for at danske aktier er noget møg. Det viser meget tydeligt, at risikoen i markedet er en anden, fordi renteforventningerne har ændret sig den seneste tid.

Investering i aktier

Relaterede Nyheder