fbpx
Invester i gynger og karruseller

Invester i gynger og karruseller

Aktier og obligationer er som gynger og karruseller. Når én går op, går den anden typisk ned. Derfor bør du have både aktier og obligationer i porteføljen.

Både aktier og obligationer

Aktiekurserne er svinget kraftigt op og ned det seneste par uger. Det er ikke sjovt at se din formue bliver 5-10 % mindre på en enkelt dag, uanset om det er pensioner, frie midler eller andre investeringer. Derfor bør du sandsynligvis have både aktier og obligationer eller andre værdipapirer i din portefølje. Ved at sprede din risiko på den måde får du den mest stabile udvikling i din formue, og det er en fordel for dig på lang sigt.

Planlæg din risiko i formuen

De fleste danskere har en naturlig spredning i formuen, fordi de også ejer fast ejendom (deres bolig og evt. sommerhus) og pensioner med stor spredning i placeringerne.  Mange har eksempelvis livrenter og livsvarige arbejdsmarkedspensioner med meget sikre garanterede udbetalinger. Nogle har endda tjenestemandspensioner, der fremskrives med en faktor hvert år i forhold til inflationen.

Det er en vigtig pointe, når du planlægger din økonomi, at når du har meget sikre formuedele, kan du have en højere risiko andre steder. Er det sådan for dig, kan du være mere rolig, når aktiemarkedet er usikkert som nu. I det lange løb er det faktisk en fordel for de fleste at have en aktieportefølje med god spredning til at supplere de meget sikre placeringer.

Sådan gør du når aktierne falder – Finanshuset Fredensborg

Obligationer balancerer risiko på aktier

Lige som det er vigtigt at have aktier, er det også vigtigt at have obligationer. Det har været meget tydeligt de sidste 14 dage, hvor kurserne på især lange obligationer er steget. Med både aktier og obligationer i porteføljen, kan du, som i den gamle revyvise, tjene på gyngerne, hvad du tabte på karrusellen.

Obligationskurserne er steget og renterne er faldet på grund af den recessionsfrygt, som har grebet verden pt.

Effektiv rente på 30-årige realkreditlån og F1-lån. 2014-2024. Opdateret 12. august. Kilde: Rente- og kursudvikling på realkreditlån (jyskebank.dk).

Kurs på realkreditobligationer til finansiering af fastforrentede realkreditlån siden 2014. Kilde: Rente- og kursudvikling på realkreditlån (jyskebank.dk)

Det er ganske almindelige realkreditobligationer, som her er tale om. Obligationer med en meget lav kreditrisiko, men med en betydelig kursrisiko. De passer rigtig godt som supplement til en aktieportefølje.

Er obligationer bedre end aktier? – Finanshuset Fredensborg

Det rigtige mix af værdipapirer

Både aktier og obligationer kan du købe direkte i markedet, som investeringsbeviser i bestemte investeringsforeninger eller i ETF’er. Men du skal vælge et mix af aktiver i forhold til dine risikoønsker. Vil du have lav risiko, skal du have cirka 50 % obligationer i porteføljen, og går du efter høj risiko kan du nøjes med 20-30 % obligationer.

Har du mange sikre værdipapirer placeret andre steder, er og er du mindre afhængig af likviditeten i denne portefølje, kan andelen være lidt mindre. Du skal altid træffe dine valg af risiko i forhold til hele din økonomi over en lang periode og tage højde for, hvornår du skal bruge pengene. Der gør en meget stor forskel, om det er penge, du aldrig selv kommer til at bruge, eller om det er penge, du skal leve af resten af dine dage.

Relaterede Nyheder