fbpx
Pas på tvivlsomme trading-netværk

Pas på tvivlsomme trading-netværk

Advar børn og unge mod tvivlsomme trading-netværk, der spreder sig via sociale medier. Unge kvinder franarres tusindvis af kroner i investeringsbedrag.

Ny form for investeringssvindel

De senest år er der opstået en ny form for såkaldte trading-netværk. Unge mennesker uden viden og erfaring med investering stilles store gevinster i udsigt, hvis de køber sig adgang til disse netværk og lærer at investere i finansielle markeder.  

Netværkene markedsfører sig tilsyneladende især mod unge kvinder, der bliver lokket via opslag og grupper på sociale meder som TikTok og Instagram. Eksperter vurderer, at risikoen i aktiviteterne er høj, og at der med stor sandsynlighed er tale om pyramidespil, hvor ”de eneste, der bliver rige, er dem der står bag.”

Løfter om store gevinster

De unge kvinder lokkes af videoer med andre unge på deres egen alder, der fortæller dem, at de efter kort tid kan sige deres job op, rejse rund i verden og via deres telefon tjene penge i de finansielle markeder.

Alt de behøver er at melde sig ind i et trading-netværk og lære, hvordan de skal gøre. Det koster godt nok penge at melde sig ind og et abonnement for at være med, men så tjener du også styrtende med penge – en video nævner beløbet 70.000 kr. om måneden. Mange opslag på TikTok og Instagram hævder, at man kan blive millionær, inden man fylder 35 år.

Videoerne henvender sig eksplicit til nybegyndere uden erfaring med investering og opfordrer de unge til at tage en chance for at nå deres mål i livet. Et netværk skriver, at de har ”en stærk vision om empower andre til at tage kontrollen tilbage over deres liv og finansielle situation.”

Netværk og manipulation

Desværre holder løfterne ikke, men det opdager mange først for sent, efter de har brugt lang tid og mange penge på at forfølge en drøm om det lette luksusliv. TV-2 har dokumenteret, hvordan tradingnetværkene arbejder, og har talt med en ung kvinde, der forlod et netværk næsten 20.000 kr. fattigere efter 5 måneder.

Hun fortæller, hvordan hun valgte at tro på de kvindelige ambassadører, fordi hun havde en veninde, som var medlem af fællesskabet. Nu føler hun sig manipuleret, fordi kvinderne skabte en relation til hende, som om de er en veninde, der virkelig vil hjælpe dig.

For at komme i gang skulle hun igennem forskellige trin for at øve sig, og da hun efter to måneder skulle begynde at investere rigtige penge på en investeringskonto skulle hun sættes yderligere penge ind. Da resultaterne udeblev, blev hun opfordret til at købe en dyrere pakke i netværket.

Medlemmer af netværket bliver opfordret til at rekruttere nye medlemmer til netværket via opslag på sociale medier. De bliver instrueret i at dele billeder og videoer, der viser deres glæde ved fællesskabet, og at de har succes. Hvis det lykkes at få nogen til at købe adgang til hjemmesiden får de en bonus på alt fra 170 til 1300 kr. pr. måned, afhængig af, hvilket medlemskab personen vælger.

En advarsel

Der er tale om en særlig udspekuleret form for bedrag, fordi netværkene skaber helt urealistiske forventninger om indtjening med deres markedsføring. Netværkene benytter sig dygtigt af marketing via sociale meder og influencere som ofrene identificerer sig med. Og de går bevidst efter unge uerfarne kvinder, der drømmer om et rigere og lykkeligere liv med bedre økonomiske muligheder.

Har du teenagere og unge voksne i familien, bør du tale med dem om faren ved disse netværk. Mind dem om den gode gamle regel, hvis noget lyder for godt til at være sandt, så er det nok ikke sandt. Hvis nogen forsøger at sælge dig en sikker hurtig gevinst, er der god grund til at være meget forsigtig.

Særligt på TikTok reklamerer en stor gruppe unge kvinder for investeringsnetværket ETL Danmark og CG Vision.

Pas på gode investeringstilbud – Finanshuset Fredensborg

Relaterede Nyheder