Udfordringer for det globale aktiemarked i 2025  

Udfordringer for det globale aktiemarked i 2025  

Aktiemarkedet udfordres i 2025 af økonomisk afmatning, trusler om told og krig. Men kriser skaber også muligheder. Se 5 brancher, der kan klare sig godt i 2025. 

Afmatning i Europa påvirker aktiemarkedet 

Europæisk økonomi har været udfordret af flere faktorer. Eftervirkningerne af høje renter, en svækket industri og lav vækst i nøglelande som Tyskland og Frankrig har lagt en dæmper på markedet.  

Den europæiske centralbank (ECB) har antydet mulige rentenedsættelser i 2025, men det er usikkert, om det vil være tilstrækkeligt til at genoplive væksten. Spørgsmålet er desuden, om alle de obligationer som pt. oversvømmer markederne vil presse den lange rente i modsat retning i hvert fald i en periode? 

For aktiemarkedet betyder det, at cykliske aktier (såsom bilindustrien, detailhandel og byggeri) kan komme under yderligere pres. Samtidig kan virksomheder, der er afhængige af eksport, opleve modvind, især hvis der kommer nye handelsbarrierer. Det kan presse danske virksomheder og den ellers bomstærke danske økonomi. 

Investering i aktier – Finanshuset Fredensborg 

Trumps trusler om toldkrig 

Med Trump i det hvide hus truer en hel række handelspolitiske barrierer og konflikter. Han har allerede lagt told på import fra Kina og truer med at gøre det samme overfor Canada, Mexico og Europa for at beskytte amerikansk industri. Det kan og vil føre til en bølge af handelskonflikter, der vil ramme globale virksomheder og øge usikkerheden på aktiemarkederne. 

Historiske erfaringer viser at toldkrige fører til højere produktionsomkostninger og svækker virksomheder, der er afhængige af globale forsyningskæder. Særligt europæiske virksomheder, der eksporterer til USA, kan blive ramt, mens amerikanske selskaber med stor eksponering mod hjemmemarkedet kan få en fordel. 

Putins krig mod Ukraine  

Krigen i Ukraine har destabiliseret Europa, især når det gælder energi- og fødevarepriser. Rusland opnåede ikke store gennembrud i 2024, Ukraine forsvarer sig fortsat med støtte fra Vesten, og der er ingen udsigt til en snarlig afgørelse på slagmarken.  

Trumps bestræbelser i forhold til at gennemtvinge en afslutning af krigshandlingerne uden om Ukraine og det frie Europa lover ikke godt for mulighederne for en varig fredsløsning. 

For aktiemarkederne betyder det, at energisektoren forbliver geopolitisk følsom, især i Europa. Gaspriser kan svinge voldsomt afhængigt af Ruslands beslutninger og forsyningskædens robusthed. Desuden kan forsvarsindustrien fortsætte sin stærke vækst, da flere lande øger deres forsvarsbudgetter. 

Sådan navigerer du et uroligt aktiemarked – Finanshuset Fredensborg 

5 brancher kan klare sig godt i 2025 

På trods af de mange usikkerheder er der trods alt brancher, der har muligheder for at klare sig bedre end resten af markedet. 

1. Forsvarsindustrien 

Krigen i Ukraine og øgede spændinger mellem USA og Kina samt EU og Rusland får mange lande til at opruste. Den seneste uge har USA’s kursskifte i forhold til sine europæiske allierede accelereret denne udvikling markant. Det betyder at selskaber inden for forsvarsindustrien som Saab, Palantir, Lockheed Martin, BAE Systems og Rheinmetall mfl. kan opleve fortsat vækst i ordreindgangen. 

2. Teknologi og kunstig intelligens 

Uanset de økonomiske udfordringer fortsætter investeringerne i AI, cloud computing og cybersikkerhed med at stige. Virksomheder som NVIDIA, Microsoft og Palo Alto Networks kan drage fordel af den stigende efterspørgsel efter avanceret teknologi. 

3. Energisektoren – især grøn energi 

Selvom fossile brændstoffer fortsat vil spille en rolle, er det grønne skifte uundgåeligt. Virksomheder inden for sol- og vindenergi, batteriteknologi og elbiler vil sandsynligvis tiltrække flere investeringer, især hvis regeringerne fastholder deres klimamål.  

Der er svært at finde aktier i disse markeder, der har givet et positivt afkast i 2025 indtil videre, så det er i forhold til langsigtede investeringer lige nu, hvis du vil investere grønt og bæredygtigt. På længere sigt vil forbrugerne presse denne dagsorden igennem – særligt i Europa. 

S&P Global Clean Energy Select Index (USD), 1. Januar – 24. februar 2025. Kilde: S&P Global Clean Energy Select Index | S&P Dow Jones Indices 

4. Sundhedssektoren 

Med en aldrende befolkning i Vesten og stigende behov for medicin og behandling er sundhedssektoren en stabil sektor. Bioteknologi og farmaceutiske selskaber som Novo Nordisk, Eli Lilly og Roche kan fortsat være attraktive investeringer. 

5. Cybersikkerhed 

Med øget digitalisering og flere geopolitiske spændinger vokser behovet for cybersikkerhedsløsninger. Selskaber som CrowdStrike og Fortinet kan få en fordel i et marked med stigende cybertrusler. 

Investering i en usikker tid 

2025 bliver præget af makroøkonomiske og geopolitiske udfordringer, der vil skabe usikkerhed på aktiemarkederne. Europa står over for økonomisk afmatning, usikkerhed om forholdet til USA, mulig toldkrig samt krig og militære trusler fra Rusland. 

Men for investorer åbner usikkerheder også muligheder. Sektorer som forsvar, teknologi, grøn energi, sundhed og cybersikkerhed kan vise sig at være robuste og potentielt profitable investeringsmuligheder i en verden i forandring. 

Når du tager beslutninger om dine investeringer det kommende år, bør du fokusere på langsigtede tendenser og vælge aktier eller aktiefonde, der er mindre eksponeret for geopolitiske omvæltninger. Det vil være fornuftigt at fokusere på strategi og diversificering, hvis du vil sikre dine muligheder for et godt afkast i en usikker tid. 

4 anbefalinger til investering i aktier i en ny tid – Finanshuset Fredensborg 

Relaterede Nyheder