fbpx
Vil aktierne stige eller falde i 2021

Vil aktierne stige eller falde i 2021

Aktierne giver højst sandsynligt lave afkast i 2021, men forventningerne til stigende indtjening holder kurserne oppe. Tjek og juster risikoen i din portefølje.

Lav rente presser aktier op

Det er sagt før, men det er vigtigt at huske, at finansmarkederne ikke er som de plejer – og det har ikke noget at gøre med Corona. Det handler derimod om den lave obligationsrente, og den særlige status aktiemarkederne har fået. Coronakrisen har måske gjort det tydeligere, men sagen er, at investorerne reelt ikke har alternativer til at købe aktier.

Hvis investorerne kunne få et lidt højere risikofrit afkast fra statsobligationer, ville vi uden tvivl se en nedadgående korrektion af kurserne på aktiemarkedet. En obligationsrente omkring de 0 %, giver en historisk set helt ny situation på de finansielle markeder. Det er vanskeligt at prissætte aktiver, når alternativet er negativt afkast på obligationer (efter omkostninger).

Coronagæld udfordrer

Vi er godt nok på vej ud af coronakrisen, men det skal blive værre, før det kan blive bedre. Endnu ved vi ikke, hvordan den store statsgæld i USA og Europa påvirker den langsigtede balance i kapitalmarkederne. Vil der fortsat være tillid til, at al gæld kan betales tilbage? Selvom renten nærmest er nul, skal gælden jo stadig afdrages.

En stor del af staternes gæld skyldes finansieringen af hjælpepakker til selskaber, der er tvangslukket. En del af disse virksomheder bliver konkurstruet. Der vil ske en tilpasning af kurserne i aktiemarkedet, når den gæld, der er oparbejdet i 2020-21 (som fx moms og skat), skal betales tilbage til offentlige og private kreditorer.

Der vil være selskaber med dårlig likviditet og bundlinje, som ikke klarer den. En del af staternes og andre kreditorers tilgodehavender vil gå tabt på denne måde, og kreditværdigheden vil falde, i takt med at egenkapitalen forsvinder.

Stor forskel på selskaber

Egenkapital, og hvordan virksomheder skaffer ny egenkapital, bliver derfor den afgørende faktor. Selskaber med god egenkapital og gode forventninger til indtjeningen vil stå godt på den anden side af krisen. Det samme gælder nye virksomheder med nye interessante forretningsplaner. Markedet vil være åbent og konkurrenterne vil være færre.

Nogle brancher kommer ikke tilbage på samme niveau, mens andre vil vokse kraftigt. Eksempelvis får luftfartsbranchen og den traditionelle bilindustri givetvis svære tider, mens den grønne sektor, IT- og sundhedssektoren vil vokse voldsomt. Men disse forventninger er allerede indregnet i priserne, så der er ingen ”free lunch” – ingen genvej til et bedre afkast.

Der er lagt op til, at aktierne kan fortsætte stigningen, men med stor spredning mellem gode og dårlige papirer. Gæld og likviditet får stor indflydelse på virksomhedernes mulighed for succes. Evner de at skære ind til benet for at øge indtjeningen, er der basis for højere aktiekurser.

Vær en fornuftig investor

Du skal fortsat have aktier i din portefølje, men vær opmærksom på, at risikoen på enkeltaktier kan være meget høj. Konkursrisikoen er steget og stiger yderligere for selskaber, der ikke kan præstere en positiv bundlinje eller en forretningsmodel, der erobrer markedsandele.

De grønne virksomheder vil kæmpe om det sidste, og her er det særligt vigtigt ikke at være naiv, når du investerer. Det vil sige, når du investerer grønt, skal du sprede dine investeringer endnu mere, end du plejer.

Lav eller høj risiko

Du kan finde obligationer som giver positivt afkast, men så er risikoen derefter. I en god portefølje skal du stadig have både aktier og obligationer svarende til den risiko du ønsker (især, hvis du har kort tidshorisont).

Vælger du lav risiko, vil dit forventede afkast være en del lavere end, hvis du investerer med lang tidshorisont og høj risiko. Nogle investorer vælger derfor høj risiko, men husk, at højere risiko også er større risiko for tab.

Har du den rigtige risiko i din portefølje?

Undgå at ligge kontant

Andre investorer vælger at gå ud af markedet og ”være kontante” med en stor del af deres midler. Det skal du passe på med i det nuværende marked, dels koster det negativ rente at placere midler kontant, og derudover mister du det afkast, markedet giver. Desuden kan det blive svært at komme tilbage ind i markedet igen, da du jo venter på et fald.

Derfor er anbefalingen herfra, at du undlader at placere større summer kontant – medmindre du har en meget kort tidshorisont.

Hvis du ikke har justeret din portefølje i lang tid og derfor ikke har rebalanceret risikoen, bør du gøre det snart.

Husk at rebalancere porteføljen

Relaterede Nyheder