En sort sky over din økonomi

En sort sky over din økonomi

Dansk økonomi står som en af de bedste i Europa lige nu. Men der tegner sig en sort sky i horisonten. Hvad betyder det for din privatøkonomi?

Gode nøgletal

Nøgletal fra Danmarks Statistik har i en årrække vist, at dansk økonomi er en af de bedste i Europa. Tallene hjælper stat, kommuner, virksomheder og familier med at træffe kvalificerede økonomiske beslutninger.

De vigtigste nøgletal har længe været positive, hvilket har gjort det muligt at fordele konjunkturgevinster bredt i befolkningen.  De seneste tal er især gode for personer der er i beskæftigelse, på pension eller har ejerbolig. Privatpersoner, virksomheder og stat afvikler gæld og opbygger formue i øjeblikket. Antallet af konkurser er lavt, statens gældsætning er blandt EU’s laveste, og husholdningerne har høj likviditet (måske højere end godt er).

Hvad er problemet?

Du skal lede godt i tallene for at finde Danmarks problem. Men der er faktisk et grundlæggende problem, som nødvendigvis skal løses de kommende år.

Kan du selv finde slangen i paradiset mellem de mange gode tal fra DS? Se tallene her: Et overblik over dansk økonomi – Danmarks Statistik

Forbrugerne er en del af problemet – eller rettere forbrugernes forventninger, for de er urealistisk lave. Det viser sig gang på gang, at det går bedre end forbrugerne forventer, når det kommer til stykket.

Forbrugertillidsindikatoren viser ikke faktiske økonomisk forhold men udtrykker deres oplevelse og forventninger på et givet tidspunkt. De økonomiske tal viser, at danskernes økonomi i et lidt længere perspektiv generelt er forbedret, både når det gælder formue og købekraft. Der er naturligvis markante undtagelser. Den alvorligste var Finanskrisen for 17 år siden nu, og så var der Inflationskrisen, som vi har overstået for nylig, men den var ikke nær så slem.

Begge kriser stillede krav om at ændre din økonomi. Det er nu 3-4 år siden sidste krise begyndte, og den er overstået nu. Der kan være en ny på vej, men det burde ikke afskrække danskerne fra at gennemføre økonomiske planer og investeringer. Men tallene for forbrugertilliden viser, at det til en vis grad er tilfældet lige nu.

Forbrugertilliden er dog ikke det virkelige problem, for det er bare forventninger. Det er et andet tal, der udgør det egentlige problem.

Økonomien vokser – forbrugertilliden falder  – Finanshuset Fredensborg

Forbrugertillidsindikatoren, nov. 2022 – okt. 2025. Forbrugernes vurdering af deres egen og Danmarks økonomiske situation i dag og om et år.

Forbrugerprisindekset i alt, nov. 2022 – okt. 2025. Ændring i forhold til samme måned året før (pct.).

Realvækst i bruttonationalprodukt, BNP, i pct. i forhold til den foregående periode, sæsonkorrigeret.

Konkurser i aktive virksomheder, sæsonkorrigeret.

Offentlig ØMU-gæld opgjort som pct. af BNP.

Antal lønmodtagere i erhvervene i alt, sæsonkorrigeret.

Kilde grafer: Et overblik over dansk økonomi – Danmarks Statistik

Det dårlige tal

Du har måske gættet, at det er tallet for økonomisk vækst, der er det afgørende problem lige nu. I store dele af verden vokser økonomierne med 3-5 % og nogle steder er væksten oppe på 5-10 %. I den sammenhæng er væksten i Danmark og EU ikke holdbare på længere sigt, hvis vi fortsat vil være blandt det mest velstående lande i verden.

Den relativt lave vækst er den største enkeltstående økonomiske udfordring, som økonomerne fremhæver i diskussioner om at sikre Danmarks og Europas fremtid. Lav vækst betyder, at andre lande og regioner vil overhale os, og at de kan overgå os i investeringer på lang sigt.

Så langt er det ikke kommet endnu, men lande som Kina og Indien, udvikler sig hurtigt, så der skal ske noget afgørende for at vende udviklingen.

Arbejdsmarked, virksomheder, regulering, kapitalmarked og selvfølgelig skat er vigtige områder, der skal reformeres. Og det skal ske samtidig med den grønne omstilling og bevarelse af velfærdsstaten.

Udfordringer for stærk dansk økonomi  – Finanshuset Fredensborg

Din økonomi

Der er altså ingen grund til at være urolig på grund af tallene fra DS lige nu. Det går jo godt. Men på længere sigt er der en risiko for, at købekraften bliver svækket, og at du får brug for ekstra reserver i din opsparing og pensioner.

Det er vigtigt, at du sikrer et solidt markedsafkast af din formue, og det er eksempelvis afgørende at eje fast ejendom. Det bliver også vigtigt at have fokus på at arbejde og uddanne dig gennem hele livet. Du må også regne med, at din årlige indkomst kan variere mere gennem livet fremover, end du og tidligere generationer har været vant indtil nu.

Derfor bliver planlægning og overblik vigtigere end nogensinde, så du løbende kan tage gode fornuftige beslutninger om din økonomi.

Tjek dit privatøkonomiske årshjul, om du har gjort, hvad du kan for din økonomi i år. Se eksempelvis denne uges FiF.

Relaterede Nyheder