Udfordringer for stærk dansk økonomi
Tallene for dansk økonomi er gode, men bliver det ved? Danske virksomheder skal finde nye markeder. Konkurrenceevne og omstillingsevne bliver afgørende.
Dansk økonomi – god i Europa
Dansk økonomi er blandt de bedste i EU, men sammenlignet med USA halter vi bagefter. Den økonomiske vækst i USA overgår Europas markant. Danmark klarer sig dog bedre end USA på nogle nøgletal, især når det gælder betalingsbalance, gæld og inflationsbekæmpelse. Det kan påvirke fremtiden positivt.


Kilde: Et overblik over dansk økonomi – Danmarks Statistik
Eksport og konkurrenceevne
Danmark kan dog ikke sammenlignes én til én med USA, da vi er en lille åben økonomi, og USA desværre nok snart er en stor lukket økonomi.
I fremtiden må vi regne med, at de markeder, som åbner sig for handel med Danmark, bliver mest betydningsfulde. Dette gælder blandt andet Europa (EU/EØS-lande) såvel som Canada, Australien, Japan og andre lande med højt BNP og behov for højt bearbejdede varer og viden.
Danske virksomheders handel med udlandet sikrer Danmark arbejdspladser, investeringer og ikke mindst skatteindtægter til udvikling af velfærdsstaten. Det er den helt afgørende faktor for, at velstanden i Danmark kan udvikle sig.
Hvis danske virksomheder mister markedsandele, konkurrencefordele og produktivitet, falder deres indtægter, og de bliver nødt til at afskedige medarbejdere og at effektivisere produktionen endnu mere end de allerede gør. Det fører til ringere jobsikkerhed for arbejdstagerne, hvilket medfører, at forbrugerne, staten og regionerne/kommunerne må holde igen med forbrug og investeringer. Det er typisk sådan, kriser begynder i Danmark.
Derfor er det helt afgørende, at virksomhederne har lyst til at investere i Danmark. Ser vi på nøgletallene med disse øjne, er fremtiden ikke helt så lys.
Dansk økonomi er stadig stærk – Finanshuset Fredensborg


Kilde: Et overblik over dansk økonomi – Danmarks Statistik
Udfordret på vækst
Vi har næsten fuld beskæftigelse i Danmark, og der er flaskehalse i mange sektorer. Det er kun ved hjælp af udenlandsk arbejdskraft og medarbejdere, der arbejder efter pensionsalderen er nået, at virksomhederne holder kapaciteten oppe. Dette ser ikke ud til at blive bedre i fremtiden, og det er et problem for virksomheder, der overvejer at placere arbejdspladser i Danmark
En anden udfordring for dansk økonomi er den lave vækst i BNP de seneste 10-15 år. Det er godt nok værre i Tyskland, Frankrig, Italien og de fleste andre steder i EU, men det er skidt for Danmark, at mange andre lande i resten af verden (herunder ikke mindst USA) indhenter Danmark, når det gælder velstand.
Hvis Danmarks økonomi vokser 2 % årligt i 10 år, og et andet lands produktion vokser dobbelt så hurtigt, vil danskerne blive relativt fattigere. Vi vil have råd til færre udenlandske varer og miste investeringskraft. Derfor kan vi ikke nøjes med at se på de danske nøgletal. Danmark må også se på udviklingen i verden omkring os.
På trods af ovenstående er jeg ikke for alvor nervøs for dansk økonomi. Vi skal nok klare den på kort sigt, men vi bliver nok nødt til at låne lidt til væksten, når nye udgifter til klima, sundhed, sikkerhed og forsvar presser råderummet i statens budgetter de kommende år. Konkurrenceevne bliver det vigtigste mål for EU og Danmark, og her er evnen til hurtig omstilling afgørende.
USA’s vækst er drevet af gæld – Finanshuset Fredensborg
Tid til at sikre din privatøkonomi
Alt dette vil også påvirke dig og din privatøkonomi. Lige nu er alt godt, men risikoen i verden omkring os er høj. Det er tid til at sikre dine reserver og sørge for, at din risiko er systematisk og fornuftig. Lige nu er et godt tidspunkt at lægge en plan for fremtiden for at sikre din formue og økonomi.