fbpx
Dansk økonomi er stadig stærk

Dansk økonomi er stadig stærk

Trods problemer i verden, klarer dansk økonomi sig overraskende godt med stigende beskæftigelse og lav inflation. Forbrugerne er bekymrede alligevel.

De 3 vigtigste nøgletal

ANALYSE. Danmarks Statistik udsender opdaterede nøgletal for dansk økonomi løbende gennem året, og det er altid interessant at følge ændringer i tallene for en økonom som mig. De vigtigste tal, jeg ser på her, er beskæftigelsen, inflationen og forbrugertilliden.

Det skyldes, at stigende beskæftigelse – eller at den i hvert fald ikke falder – er grundlaget for BNP og vækst. Tal for inflationen er udgangspunkt for prognoser for renten og analyser af, om der er styr på pengepolitikken. Indekset for forbrugertilliden er vigtig, fordi en stor del af den varige vækst i Danmark drives af privatforbruget.

Der er mange andre interessante tal som f.eks. vækst i BNP (er vi i recession?), erhvervstilliden, industriproduktionen og udviklingen i priserne på boligmarkedet. Kongetallet for dansk økonomi lige nu er dog beskæftigelsen.

I graferne herunder ser du udviklingen i de 3 hovedtal, jeg ser på i denne analyse.

Udviklingen i nøgletal for beskæftigelse, kerneinflation og forbrugertillid fra september 2021 til august 2024. Kilde: Et overblik over dansk økonomi – Danmarks Statistik (dst.dk)

Beskæftigelsen stiger fortsat

De seneste tal viser, at beskæftigelsen stadig stiger. Det er egentlig ret utroligt, da ledigheden er meget lav, og de fleste ledige bare er mellem job eller i sæsonledighed. En stor del af den øgede beskæftigelse kommer fra udenlandsk arbejdskraft, seniorer som fortsætter på arbejdsmarkedet, og fra aktiveringsindsatsen (en mindre del).

Den øgede beskæftigelse kommer derfor med den behagelige bivirkning, at de fleste af de nye beskæftigede ikke er uddannet i Danmark først og derfor ikke har “belastet” Danmark med udgifter i en lang periode.

Selvom væksten i BNP er lav (0,6 %), er det en god udvikling i dansk økonomi, når beskæftigelsen stiger – i hvert fald på kort sigt. Det kan diskuteres om udviklingen er permanent. Den mest bæredygtige løsning vil være, hvis fødselstallene stiger, så der på lang sigt vil være en naturlig vækst i beskæftigelsen.

Den gradvise stigning af pensionsalderen afhængig af fødselsår er helt afgørende for at undgå, at beskæftigelsen falder frem mod 2040. Systemet blev indført med velfærdsaftalen fra 2006 (indgået af S, V, K, RV og DF).

Aftalen er en vigtig forudsætning for dansk økonomi i dag og i fremtiden. Fører den aktuelle diskussion om pensionsalder til, at den fastfryses på 70 år, og den automatiske indeksering frem mod 2050 og 2100 afskaffes, vil det svække dansk økonomi.

Politisk usikkerhed truer din økonomi – Finanshuset Fredensborg

Inflation og vækst

Inflationen i Danmark (kerneinflationen) er fortsat behagelig lav og frem for alt stabil under 2 %. Målet er en inflation på 2-3 %, fordi det normalt betyder, at væksten i Danmark er højere. Vækst sikrer danskernes høje velstand i forhold til resten af verden, der har større problemer.

I store dele af Europa er økonomierne i nulvækst eller recession med højere inflation. Europa bliver stille og roligt fattigere, og det er ikke meget bedre i USA, hvor der er dog positiv vækst.

Den største vækst ser vi i de store lande i Global South, hvor lande som Kina, Indien og Brasilien driver den globale vækst.

Negativ forbrugertillid viser bekymring

Når forbrugertilliden i Danmark er negativ i den nuværende situation, er det udtryk for bekymring for den globale situation. De tror ikke på, at det kan blive ved med at gå så godt med dansk økonomi. Forbrugerne holder igen med at købe varige forbrugsgoder, de sparer op og afvikler gæld. Det sidste kommer ikke dårligt tilbage i en verden med usikre renteforhold.

Alt i alt må Danmark betegnes som et smørhul set i forhold til resten af den vestlige verden, fordi det går utroligt dårligt så mange andre steder. Det går godt i Danmark, – ikke fordi vi er verdensmestre i vækst, men vi er europamestre i økonomistyring, og vi er utroligt produktive. Vi arbejder ikke så meget som eksempelvis inderne, kineserne og amerikaner, men vi er mere effektive og produktive, når vi arbejder.

Relaterede Nyheder