Uge 46 - 2016 

Negativ rente på indlån på vej

Banker presset på rentemarginalen

Negativ rente på indlån er på vej. Du kommer sikkert til at betale negativ rente på indlån i din bank. Hvorfor og hvad kan du gøre ved det?

Rentemarginalen er skrumpet meget siden 2008. Renten på indlån, dvs., dét du får, når du har penge på en almindelig konto i banken, burde være minus 4 %! Det havde den været, hvis indlånsrenten havde udviklet sig almindeligt og havde fulgt nationalbankens satser.

Fakta om rentemarginalen

Årsagen er, at bankerne er bange for at kræve penge af kunderne, når de sætter penge i banken. Det kan jeg godt forstå, for det vil irritere en del kunder. Vi er vant til, at det er gratis at have penge i banken, og det føles underligt at skulle til at betale for det. Som det er, taber bankerne stort på indlån og forsøger til gengæld at hente tabet hjem på høje renter på udlån. Den løsning er dårlig for de fleste danske bankkunder.

Risiko er godt for din opsparing

Negativ rente på indlån breder sig

Efter finanskrisen har mange danskere sparet store beløb op til reserver og andre formål. Det har betydet, at det er meget svært, hvis ikke umuligt, for bankerne at have en rentemarginal, de kan tjene penge på.

Indtil videre har der kun været enkelte mindre banker ændret satserne, og er begyndt at opkræve penge for indlån. Men nu har Jyske Bank, som den første af de store, også taget skridtet, indtil videre gælder det dog kun for erhvervskunder. Banken har meddelt erhvervskunder med indlån, at de sænker renten med 0,4 % til minus 0,4 %. Jyske Bank taber stadig på sine indlån, men fremover altså lidt mindre.

Jeg forudser, at dette kun er begyndelsen, og at flere banker vil følge efter, og at det vil brede sig til alle typer indlån. Bankerne har simpelthen ikke råd til at lade være.

Fradrag for negative renter

Negativ indlånsrente er godt for væksten

Lavere renter på indlån er desuden fornuftigt set i et samfundsmæssigt perspektiv. Den kunstigt høje indlånsrente har ændret investorernes præferencer, så de søger mod den lave risiko i bankerne. Det er bedre for samfundet, at de mange milliarder, som nu står kontant på indlån i bankerne, kommer ud at arbejde i finansmarkederne. Det er godt for væksten i samfundet. Men det kan du som investor jo være ligeglad med – du skal optimere din egen økonomi.

Brug kontant indlån til at afdrage gæld

2 Alternativer til kontante indlån

Inden længe vil du sikkert se dig om efter et bedre risikofrit alternativ til indlån i banken. Korte obligationer dur ikke, da afkastet sandsynligvis vil være endnu mindre, og alle andre investeringsmuligheder har højere risiko. Du vil hurtigt finde ud af, at det faktisk er et problem, at have likvide midler med lav risiko i dag.

Du kan jo sy pengene ind i madrassen og spare 400 kr. for hver 100.000 kr. og se stort på risikoen for indbrud og brand mm. Med en indlånsrente på minus 4 %, var der jo nok nogen der ville gøre sådan. Det kan jeg dog ikke anbefale, men jeg vil i stedet pege på en bankboks som et reelt alternativ.

Nogle banker har regler for hvor mange kontanter, du må have i en bankboks, men det er ikke alle. Bokslejen vil højst sandsynligt være mindre end omkostningerne på en indlånskonto, hvis rentefaldet på indlån slår igennem på hele markedet.

Der bliver i hvert fald god efterspørgsel på bankbokse i Jyske Bank, så det er måske på tide at bestille en, hvis du vil slippe billigst muligt for at have penge i banken. En ting er dog sikkert – negativ indlånsrente er kommet for at blive – og det bør du indrette dig efter.

Få en bedre rente i banken

nov 14th, 2016 | Tags: , , ,