Drømmer du om at bo i udlandet, når du forlader arbejdsmarkedet? Det er muligt for mange, men er det klogt? Reglerne er komplekse, og det kan koste dig dyrt ikke at tænke dig om.
Mange tager pensionen med til udlandet
I januar 2025 boede 47.200 danske folkepensionister i udlandet, viser tal fra Danmarks Statistik. Det svarer til 4 % af alle folkepensionister. Flest bor i Sverige, Tyskland og Norge, men også lande som Thailand, USA og Tyrkiet er populære.
Kun 5.500 af de 47.200 modtager fuld pension. Langt de fleste får brøkpension, som beregnes ud fra, hvor mange år de har boet i Danmark mellem det 15. og 65. år. I gennemsnit får pensionister i udlandet 4.100 kr. om måneden – kun 37 % af den fulde pension. Folkepensionister i Danmark fik i januar 2025 i gennemsnit 11.900 kr. om måneden.

20 lande med flest fastboende modtagere af dansk folkepension pr. januar 2025. Både danske og udenlandske statsborgere indgår i opgørelsen. Kilde: 47.200 folkepensionister er bosat i udlandet – Danmarks Statistik
Regler for pension i udlandet
Regler for opholds og arbejdskrav for at få pensioner med til udlandet er komplicerede. Derfor bør du undersøge de præcise regler, der gælder for det land, du ønsker at flytte til fx på www.borger.dk eller søge anden rådgivning.
For at få fuld pension skal man have opholdt dig i Danmark i 40 år mellem det 15. og 65. år. Har du boet kortere tid, har du ret til brøkpension.
Danmark har pensionsaftaler med mange lande, fx EU-lande, USA og Australien, men ikke alle. Thailand er et af de populære lande uden en aftale. Flytter du til et land uden aftale, kan du stadig få pension – men du risikerer lavere udbetaling og dobbeltbeskatning.
Du kan tage førtids- eller seniorpension med til udlandet, hvis du har haft bopæl i Danmark i mindst 4/5 af din alder ved tilkendelsen, fratrukket 15 år. Det betyder, at jo yngre du er, jo længere tid skal du have boet i Danmark for at have ret til pension i udlandet.
Husk økonomien hvis du flytter til udlandet – Finanshuset Fredensborg

Gennemsnitlig månedlig udbetaling til folkepensionister i Danmark og de 20-lande med flest folkepensionister, januar 2025. Både danske og udenlandske statsborgere indgår i opgørelsen. Kilde: 47.200 folkepensionister er bosat i udlandet – Danmarks Statistik
Dobbelt skat kan koste dyrt
Inden du vælger at flytte til udlandet som pensionist, bør du undersøge, hvordan det påvirker udbetalingen af dine pensioner. Du har sandsynligvis ret til at tage pensionen med til udlandet, men det kan påvirke, hvor meget du får udbetalt. Du kan eksempelvis miste retten til tillæg til folkepensionen.
Desuden risikerer du at blive beskattet anderledes. Udbetalinger fra folkepension og nogle andre pensioner bliver beskattet i Danmark, men din formue (undtagen danske ejendomme) og opsparing bliver typisk beskattet i dit nye hjemland. Vilkårene for din opsparing og formue vil være anderledes i de fleste lande. Der kan eksempelvis være en ”havelåge-beskatning” i Danmark, når du flytter fra Danmark for at bo i et andet land.
Danmark har dobbeltbeskatningsaftaler med mange lande, men ikke alle. Flytter du til et land uden aftale med Danmark, kan du komme til at betale skat to gange af en del af dine løbende indkomster. Det kan have store økonomiske konsekvenser.
Glem ikke udenlandsk pension – Finanshuset Fredensborg
Få rådgivning inden du flytter
Reglerne for pension og formue er forskellige fra land til land, også inden for EU og EØS, så du bør altid kontakte en økonomisk rådgiver med viden om området, inden du flytter. Det er svært at gennemskue, hvordan de konkrete skatteregler og din pensionsaftale påvirker din formue og økonomi.
Du kan læse mere om reglerne og dine muligheder her: Vil du have din folke-, førtids- eller seniorpension med til udlandet? | borger.dk