fbpx
Planlæg din pension i god tid

Planlæg din pension i god tid

Overgangen til pension er måske den største ændring i din privatøkonomi i dit liv.  Derfor har du brug en god pensionsplan. Planlæg din pension i 6 trin. 

6 trin til en god plan for pensionstilværelsen

Når pensionstidspunktet nærmer sig, står du over for en afgørende overgang i din privatøkonomi. Du går fra at tjene penge til at skulle leve af opsparede midler, og det er på flere måder en større økonomisk ændring, end da du begyndte at tjene dine egne penge.

At sikre en god økonomi i pensionstilværelsen kræver mange beslutninger, og de fleste går i stå i processen, fordi de udskyder svære beslutninger. Det er farligt, for det er vigtigt at komme i mål med en plan, i god tid inden du går på pension.

Denne guide i 6 trin hjælper dig med at få taget de nødvendige beslutninger og lægge en god plan for din økonomi i pensionstilværelsen.

Tanken er den samme som, når du skal optimere andre dele af privatøkonomien. Først skaber du overblik over økonomien og jeres ønsker, derefter optimerer du mulighederne for at opfylde ønskerne.

1. Overvej dine ønsker med evt. din partner

Begynd med at overveje dine og din evt. partners ønsker for pensionstilværelsen. Hvad drømmer I om? Tag en snak med din partner om jeres ønsker og behov. Afdæk jeres ønsker, og lad være med at begrænse jer, før I ved, om I har råd.

Overvej i det mindste disse områder:

  • Bolig
  • Transport
  • Forbrug – rejser, husholdning og gaver
  • Hvad vil I bruge tid på?
  • Hvor høj risiko ønsker I i økonomien? Lav, middel eller høj?
  • Hvor vigtigt er det for jer at tage vare på klima og miljø?
  • Tidshorisont: Hvor længe forventer I at være friske og raske til at nyde livet, som I ønsker det? De fleste planlægger med 20 år fra pensionstidspunktet.

3 vigtige punkter til en pensionsplan – Finanshuset Fredensborg

2. Planlæg dit forbrug så pengene rækker

Når I har afklaret jeres ønsker til pensionstilværelsen, har I samtidig fastlagt jeres ønskede forbrug og rådighedsbeløb. Herefter skal I beregne det faktiske forbrug og derudfra afklare jeres nedsparing eller opsparing i perioden.

Det kan være et vanskeligt regnestykke, men begynd med at lægge et budget for det første år på pension.

Hold jeres forventede indtægter op mod de faste udgifter og jeres ønskede rådighedsbeløb (husholdning, rejser, gaver, beklædning og diverse). Tallet bliver sandsynligvis negativt, så det er nødvendigt at nedspare – altså bruge af formuen. Det er helt i orden, det er derfor I har sparet op til pension, men husk, at formuen skal række til hele jeres forventede levetid.

Det er her, I finder ud af, om økonomien hænger sammen på lang sigt.

Styr din økonomi med et ønsket rådighedsbeløb – Finanshuset Fredensborg

3. Husk reserver og reducer risiko

En af de vigtigste overvejelser i pensionsplanlægningen er at have tilstrækkelige reserver. Har I eksempelvis penge nok, hvis I lever længere end forventet? Reserverne skal være størst først i pensionsperioden og gradvis mindre, jo ældre I bliver, efterhånden som den forventede restlevetid falder.

Når I går på pension, har I stadig lang horisont på den del af formuen, I skal bruge sidst, så risikoen på disse midler bør ikke være lav til at starte med. Det er dog vigtigt at reducere risikoen for midler, jo kortere der er til, I skal bruge pengene. Det gælder dog ikke for penge, I aldrig får brug for. Overvej at skifte til en mere sikker investering, især for midler I forventer at skulle bruge inden for de næste 5-10 år.

Husk at valg af risiko er meget individuelt. Her handler det om jeres ønsker og behov – ingen andres. Men styr efter at have lav eller meget lav risiko 5-10 år inden jeres forventede levealder

4. Få styr på jeres lån inden pensionering

Har I realkreditlån i bolig eller sommerhus? Det kan være svært at få nye lån som pensionist, på grund af de regler, som banker og realkreditselskaber er underlagt.

Sørg derfor for, at I har optaget, de lån I har brug for i jeres økonomi, inden I går på pension, hvis I ikke har høje indkomster i pensionsperioden.

Har I høj friværdi i boligen, kan I sandsynligvis låne op til 50 % af ejendomsværdien, men resten af værdien er bundet i huset, indtil I sælger. Det er måske ikke det, I ønsker. Jo ældre I bliver, des sværere er det at låne penge, så få styr på dette i god tid, inden I går på pension.

Spar rigtigt op til tidlig pension – Finanshuset Fredensborg

5. Planlæg salg af virksomhed i god tid

Det er ikke altid nemt at sælge en virksomhed, når I har brug for det. Derfor bør I planlægge et eventuelt salg lang tid i forvejen. Et godt salg kræver tid, og det kan tage flere år at finde den rette køber og optimere salgsprisen. Start derfor denne proces i god tid, især hvis I har mange ansatte eller en stor virksomhed.

At gøre virksomheden klar til salg, kan f.eks. indebære at sænke risikoen i forskellige forpligtelser, lette balancen, sælge andele til nøglemedarbejdere eller at sørge for skriftlige aftaler med store kunder.

6. Få professionel rådgivning

Det kan være svært at gennemføre alle disse planlægninger selv. Overvej at få hjælp fra en uafhængig økonomisk rådgiver, især hvis I går i stå i processen. En rådgiver kan hjælpe jer i mål med en god plan for økonomien i pensionstilværelsen der sikrer sammenhæng og gode beslutninger i forhold til skat, afkast-risiko og omkostninger.

Bare én mindre god beslutning kan have store økonomiske konsekvenser.

Image link

Få en plan for pensionstilværelsen

En god plan sikrer din økonomi på lang sigt
Få en uforpligtende samtale med en erfaren rådgiver
Relaterede Nyheder