Tilpas risiko i din aldersopsparing
Ugens FiF. Fjern risiko i din aldersopsparing, når du nærmer dig udbetaling, så undgår du tab, du ikke kan modregne. Øg risiko i din ratepension tilsvarende.
Du kan modregne ét års tab på din aldersopsparing i gevinster årene efter. Men når du nærmer dig udbetalingstidspunktet, bliver dine muligheder for at modregne eventuelle tab begrænset. Og får du et tab i udbetalingsåret, kan du kun modregne i, den PAL-skat, du har betalt de seneste 5 år.
Jo større aktieandel du har i din aldersopsparing, desto større er din mulighed for gevinst, men også din risiko for tab. Tjek derfor løbende, at du har den rigtige risikoprofil med det rigtige forhold mellem aktier og obligationer.
Sørg også for, at du har god spredning i investeringerne i dine pensioner, på den måde mindsker du risikoen for tab.
Sådan bevarer du den rigtige risiko i porteføljen
For at undgå at få tab, tæt på udbetalingstidspunktet, du ikke kan nå at modregne, kan du tilpasse risikoen i dine pensioner.
Du kan sænke risikoen på din aldersopsparing og skrue tilsvarende op for risikoen på en ratepension, der har længere tid til udløb. På den måde begrænser du risikoen for at stå med et tab, du ikke kan nå at modregne, og bevarer samtidig dine muligheder for afkast.