3 principper for at spare op i virksomheden
Skal du tage løn, udbetale udbytte eller spare op i virksomheden? Det er spørgsmålet for mange virksomhedsejere. Valget er ikke helt let, men der er nogle principper du kan følge.
For de fleste virksomhedsejere, så vil udtræk af penge fra virksomheden betyde, at der skal betales skat. Det betyder, at der vil være et grundlæggende ønske om at udskyde udtræk til så sent som muligt, og om at kende det forbrug, der skal ske i privatøkonomien. Jo bedre du kender dit forbrug, jo mere præcist kan du udskyde din skat.
Det er dog ikke altid, at det er klogt at IKKE udtrække penge af virksomheden. Der er nemlig nogle gange skatten aldrig vil blive lavere end den er i det enkelte kalenderår. Det første princip giver dig retningen for dette.
1. princip for løn/udbytte
Du skal udbetale udbytte op til grænsen for høj aktieindkomstbeskatning – kr. 56.500/113.000 per person/ægtepar (kun selskaber). Samtidig er det klogt at udbetale løn op til topskattegrænsen, hvis du altså har resultat i virksomheden til det – 544.800 kr. efter arbejdsmarkedsbidrag!
Udtræk fra virksomheden kommer ikke ned på en lavere skat end i dette princip, så det bør du som udgangspunkt altid gøre.
2. princip for indbetaling til pension
Opsparingen i virksomheden vil du også kunne gemme til en forholdsvis lav afkastbeskatning – typisk 22 %. Afkastbeskatningen er altså lavere end eksempelvis frie midler, men ikke lavere end i pensioner (15,3 % lagerbeskatning) eller i nogle typer fast ejendom (bolig/sommerhus, hvor skatten af afkastet typisk er 0%) eller en aktiesparekonto (17 % lagerbeskatning).
Hvis du kan opspare i pensioner med løbende udbetaling og sænke indkomstbeskatningen ved, at du får fradrag i den personlige indkomst nu, hvor du reducerer topskatten – OG du på udbetalingstidspunktet IKKE vil betale topskat, så vil det være en fordel.
På samme måde vil der være en fordel i at udtrække penge af virksomheden til opsparing i fast ejendom eller aktiesparekontoen – fordi/hvis afkastbeskatningen er lavere. Her skal du dog passe på at omkostningerne ikke udhuler gevinsten!
Ophørspension – udskyd skat af opsparing i virksomheden
3. princip for ophør af virksomhed
Når du ikke længere drifter din virksomhed, men udelukkende bruger den som formueselskab, så vil du på et tidspunkt overveje ophør. Hvis du ikke har virksomheden i selskabsform, men bruger virksomhedsordningen så vil du skulle have drift for at kunne føre virksomheden videre. Princippet for ophør er for det første, om du har nok kapital i virksomheden til, at du med fordel kan have omkostninger på revisor mv., og for det andet om der vil være fordel for dig i at udnytte udbytte/løn-udbetaling fortsat. Hvis du er pensionist, vil du måske blive modregnet i de offentlige pensioner.
Ophør af virksomhed (likvidation af selskab) eller udtræk af et meget stort udbytte fra selskabet bør overvejes på pensionstidspunktet, hvis du skal bruge pengene, du har stående i din virksomhed til din pensionstilværelse – HVIS du alternativt ville blive modregnet i de offentlige pensioner af udtrækkene.
Det kan bedre betale sig at afregne en høj skat (42%) på ophøret/udtrækket end at betale lavere løbende udbytteskat (27%), men en høj modregning (30,9/32%).
Det handler altså meget om overblik over din økonomi, når du gør dine valg til hvor meget du skal have i løn, udbytte og indbetalinger til pension/ophør. Selvom du har penge nok, så begynder de gode valg med at skabe et overblik over dine behov og dit forbrug. På den måde vil du kunne skabe bedre grundlag for lav indkomstskat og lav afkastskat med et minimum af modregninger.