Efter Trumps angreb på Irans atomanlæg i weekenden, meldes der nu om våbenhvile. Krigen kan dog stadig påvirke din økonomi på kort og lang sigt.
Forudsætninger og interesser
USA’s angreb på Iran er en betydelig geopolitisk udvikling med mulige konsekvenser for din privatøkonomi. Historisk set har USA erfaringer med engagement i konflikter i Mellemøsten. Krigene i Afghanistan og Irak endte dårligt og krævede mange faldne amerikanske soldater. Derfor er det usandsynligt, at weekendens aktion følges op med landtropper i Iran.
Iran er en del af den såkaldte “ondskabens akse”, og derfor kan konflikten potentielt eskalere til en større krig mod USA’s ønske. Det er dog i USA’s interesse, at der rejser sig en intern opstand imod det iranske præstestyre, der har undertrykt demokratiske bevægelser i årtier.
Trumps satsning
En eventuel lukning af Hormuzstrædet vil være en beskeden pris at betale for Trump, det vil sandsynligvis påvirke Europa mest, da det medfører højere olie- og fragtpriser. Det kan Trump se som en fordel, fordi USA har en stor egen produktion af olie og gas, hvor en del aftages af EU og andre Europæiske lande.
I Trumps perspektiv, der ikke hviler på en strategisk udenrigspolitisk doktrin, kan angrebene på iranske atomanlæg være en økonomisk fordelagtig handling. Fra et europæisk synspunkt kan USA’s angreb potentielt påvirke verdens samlede produktion negativt, hvis konflikten eskalerer. Selvom våbenhvilen indledningsvis er accepteret af både Iran og Israel, er den meget usikker.
Det vil dog være positivt, hvis USA’s intervention kan bidrage til at standse en langsigtet konflikt og krig mellem Israel og Iran. Men det virker usandsynligt, da det eneste, der forventeligt kan føre varige ændringer og bringe præstestyret til fald, er en intern opstand. Det forekommer usandsynligt – i hvert fald uden hjælp udefra, så længe præstestyret og revolutionsgarden har så stærk kontrol over befolkning og samfund.
Sådan påvirker handelskrigen aktierne – Finanshuset Fredensborg
Konsekvenser på kort sigt
Allerede inden weekenden steg brændstofpriserne markant som den første og mest iøjnefaldende effekt af optrapningen i Mellemøsten. Det bliver kort sagt dyrere at være dansker. På trods af at brændstofpriserne faldt i ugens første dage, er forventningen, at priserne fortsat vil være på et højere niveau. Stigende priser på olie og gas samt højere fragtrater kan øge den europæiske inflation, der for nuværende er pænt under kontrol.

OMXC25 indekset, 26. maj – 24. juni 2025. Israel angreb Iran d. 13. juni, USA angreb Iran d. 22. juni. Kilde: OMX Copenhagen 25 Index (OMXC25) Summary | Nasdaq
Aktiemarkederne reagerede negativt mandag, men er i skrivende stund (tirsdag) på vej op efter udmeldinger om våbenhvile. Vi må forvente at kurserne stabiliserer sig, og stiger på længere sigt, medmindre konflikten blusser op igen. Hvis det sker, kan der komme større makroøkonomiske konsekvenser.
Rentemarkedet forbliver sandsynligvis stabilt, men de lange renter kan måske stige lidt på meget kort sigt som følge af en højere generel usikkerhed i markederne. Den overordnede tendens er dog faldende renter over de kommende 12 måneder.
Tre gode råd til din privatøkonomi
- Husk at kurssikre, når du optager fastforrentede lån.
- Hvis risikoen i din portefølje er passende, kan du have is i maven.
- Øg din opsparing for at udvide dine reserver, sørg for at få et afkast på din opsparing.
Sådan gør du når aktierne falder – Finanshuset Fredensborg
Langsigtede effekter
Realmarkeder tilpasser sig hurtigt den nye situation i Mellemøsten. Eskalering af konfliktniveauet er dog usandsynligt af flere grunde. Især fordi Rusland er fuldt engageret i Europa, og Kina ikke har interesse i at blande sig, fordi det nuværende konfliktniveau langsomt giver dem mere indflydelse.
For Trump er angrebet sandsynligvis et middel til at styrke sin forhandlingsposition mod Europa og Rusland ved at flekse med musklerne. På den måde trækker og truer han Iran, Rusland og EU til forhandlinger. Derfor er det min vurdering, at markederne formentlig vil normalisere sig i løbet af de kommende 1-3 måneder.
Trumps og USA’s handlinger – for en strategi er det ikke – er hverken bæredygtige eller effektive. De forekommer primitive og uden forståelse for sammenhænge og konsekvenser. Det er helt åbenlyst hvad der sker.
Hvis USA skal styrkes, skal landet først håndtere interne økonomiske problemstillinger såsom gæld og inflation. Det er svært at se Trump bevæge sig i den retning i den nærmeste fremtid. Han fortsætter naturligvis med at presse og true venner og fjender. Venner er der ikke mange tilbage af, og alliancer indgår partnere mere af nød end af lyst, så dem bliver der også færre af. Det er ikke godt for nogen.
Inflation og politisk uro ruskede renten – Finanshuset Fredensborg
Muligheder og konsekvenser i markederne
Danske virksomheder og dansk økonomi har de bedste muligheder ved at fokusere på stabil handel gennem EU, Europa og vestligtsindede lande, der bekender sig til liberale demokratiske regler.
Energi og råstoffer viser sig endnu en gang at være centrale elementer i globale konflikter. Finansmarkederne er bevidste om denne risiko, som allerede er afspejlet i kurserne. Men volatiliteten i markederne stiger, og det giver muligheder både for store tab og store gevinster. Husk derfor at rebalancere ofte, og gå efter stor spredning i dine porteføljer.