Hvad er din naturlige restgæld?

Hvad er din naturlige restgæld?

Vil du være gældfri, når du går på pension? Det er ikke altid bedst for din økonomi. Ofte er den bedste løsning at have en naturlig restgæld.

Afdrag dyr gæld først

Lad mig begynde med en advarsel. Der er mange forskellige slags gæld, som kan opstå på vidt forskellige måder. Gæld fra forbrug som f.eks. forbrugslån, bør afdrages hurtigt, fordi den ofte har en høj rente. Generelt bør du afdrage gæld med høj rente først. Når det er gjort, kan du overveje, om du skal afdrage din øvrige gæld.

Har du eksempelvis købt en ejendom finansieret med et realkreditlån og et banklån, og du har derudover et billån, hvad skal du afdrage først? Dit billån vil typisk være variabelt forrentet, løbe 7-8 år og have en højere rente end dit boliglån. Derfor skal billånet afdrages først, hvis du altså selv kan bestemme det.

Realkreditlånet vil typisk have den laveste rente, så her bør du så vælge afdragsfrihed, hvis du har mulighed for det. På den måde kan du bruge pengene på at afdrage den dyre gæld først.

Sørg for likviditet til nedsparing

Når den dyre gæld så er væk, kan du overveje, om du skal begynde at afdrage på dit realkreditlån. Her bør du tænke over, om du får brug for at låne penge, når du går på pension. Hvis du afdrager din gæld for at blive gældfri, når du går på pension, er det fint for din økonomi, så længe du arbejder. Men du får brug for noget at leve af i pensionsperioden, og hvad gør du så?

Lad os sige, at du køber en ejendom i 2010 til 2,5 mio. kr. som du gerne vil bo i så længe som muligt. Dit realkreditlån er fra start af 2 mio. kr. Du går på pension i 2040, og til den tid er din ejendom estimeret 5 mio. kr. værd. Hvis du til den tid er gældfri, får du sandsynligvis brug for at låne i friværdien for at have midler til en god pensionstilværelse med et fornuftigt forbrug.

Så hvis du vil være gældfri, når du går på pension, kommer du altså til at afdrage lån for at låne igen senere. På den måde betaler du for at låne de samme penge to gange.

Kunsten at bruge din formue – Finanshuset Fredensborg

Find din naturlige restgæld

I mange tilfælde er det bedre at planlægge med en naturlig restgæld i din økonomi, dvs. den restgæld, som du med fordel kan bevare til du fraflytter ejendommen. I eksemplet ovenfor kunne det være realkreditlånet på de 2 mio. kr., som du blot bevarer i hele perioden – om muligt som afdragsfrit lån.

Det opsparingsoverskud, du så må forvente at have, kan du anbringe i aldersopsparing, aktiesparekonti eller i frie midler, som en lille men god langsigtet aktieportefølje, i stedet for at afdrage på lavt forrentet gæld.

Det er altså ikke altid en fordel for dig at afdrage din gæld 100 %, inden du går på pension.

Derfor skal du have 40 % gæld i boligen – Finanshuset Fredensborg

Et ekstra FiF

En ekstra bonus ved at bevare din naturlige restgæld i form af et realkreditlån er, at du kan optage lånet som fast forrentet obligationslån i et realkreditselskab. På den måde kan lånet løbende konverteres op og ned i rente og give dig skattefri kursgevinster, som du enten kan lade gå ind i din økonomi eller bruge til at reducere din restgæld.

Kontakt din rådgiver i Finanshuset og få en samtale om, hvor stor din naturlige restgæld kan være.

Relaterede Nyheder