Undgå afslag på realkreditlån som pensionist
Friværdi er ikke altid nok for at få et lån som pensionist. Mange får afslag fra banken eller realkreditselskabet. Se hvad du kan gøre for at undgå et nej.
Kreditvurdering i banken
Når du søger om et lån i din bank eller dit realkreditselskab, bliver du vurderet på flere faktorer, før du får et tilbud. Kreditvurderingen er typisk baseret på to spørgsmål.
1. Har du tilstrækkelig formue og friværdi?
Banken ser først og fremmest på, om du har tilstrækkelig friværdi i din bolig. Normalt kan du belåne op til 80 % af boligens vurderede værdi (ofte salgsværdien minus 10 %). Hvis din ejendom ligger i et område, hvor salgstiderne er lange, eller værdien er usikker, kan du risikere at få afslag eller kun få tilbudt et lån på 40-60 % af boligens værdi.
Banken skal vurdere konsekvenserne, hvis du ikke kan betale lånet tilbage, og ejendommen skal sælges på tvangsauktion. De vil typisk undlade at tilbyde et lån, hvis risikoen for tab er for høj. Denne del af vurderingen rammer sjældent pensionister hårdere end andre låntagere. Mange pensionister oplever alligevel at få afslag, da der er endnu nåleøje, de skal igennem i kreditvurderingen.
2. Kan du betale lånet tilbage?
Den største udfordring for pensionister er ofte betalingsevnen. De fleste pensionister har svært ved at afdrage et lån over eksempelvis 30 år, da deres rådighedsbeløb er for lavt. Hvis du ikke har et tilstrækkeligt stort rådighedsbeløb eller formue uden for ejendommen, bliver din betalingsevne vurderet som utilstrækkelig til at du kan tilbagebetale lånet.
Bankerne er underlagt regler, som betyder, at de ikke må give lån til kunder med lav kreditværdighed. Se en detaljeret forklaring på kreditvurdering i Finanstilsynets notat: Kreditvurdering af boliglån til ældre.
Banker nægter lån til ældre – Finanshuset Fredensborg
Planlæg din pensionsøkonomi i god tid
Nedsparingslån tilbydes normalt kun, hvis du som pensionist kan betale et fastforrentet lån med afdrag tilbage over 30 år. De fleste pensionister kan dog ikke tilbagebetale 80 % af boligens værdi med et sådant lån. Derfor vil lån med op til 30 års afdragsfrihed typisk kun blive tilbudt op til 60 % af boligens værdi – og i mange tilfælde kun 50 %.
Hvis du vil undgå at blive afvist på et nedsparingslån, er det vigtigt at planlægge din lånesituation i god tid før pensionering. Du skal overveje, om du vil blive boende i din bolig, og om din formue og ejendom kan sikre dig kreditgodkendelse.
Banken deler sjældent præcise oplysninger om, hvorfor de eventuelt vurderer din ejendom lavt eller afslår din ansøgning på baggrund af lav kreditværdighed. Ofte får du bare et afslag uden yderligere forklaring. Det betyder, at du selv skal tage stilling til din situation som pensionist og forberede dig mindst 5-10 år før, du går på pension.
Planlæg din pension i god tid – Finanshuset Fredensborg
Gæld kan være en fordel
Hvis du har gæld med ind i pensioneringen, vil banken normalt ikke opsige lånet, så længe du kan betale dine ydelser. Derfor kan det være lettere at omlægge eksisterende lån end at optage nye som pensionist. I nogle tilfælde kan målet om at være gældfri som pensionist faktisk gøre det sværere at blive boende i din bolig på lang sigt.
Hvad kan du gøre for at få et lån som pensionist?
- Overvej, om du vil blive boende i din bolig som pensionist.
- Undersøg, om du kan få tilbudt et lån baseret på din kreditværdighed og formue samt ejendommens værdi.
- Sikr dig, at du kan leve det liv, du ønsker som pensionist – og at det kan finansieres med de lånemuligheder, du har.
- Omlæg eventuelle lån, eller optag nye i god tid før pensioneringen.
Det kan være nødvendigt løbende at justere dine lån i takt med renteudviklingen. Husk dog, at målet om at være gældfri ikke nødvendigvis gør det lettere at blive boende i din bolig som pensionist.