Uge 12 - 2020 

Billigt boliglån til studerende

Ugens FiF. Studerende, der kan få SU, kan også optage SU-lån. Det kan være genvejen til et billigt boliglån, når studierne er afsluttet.

Brug SU-lån til udbetaling på ejerbolig

Mange studerende vil ikke optage et SU-lån, fordi de ikke har brug for pengene, eller for at undgå senere at skulle bruge lønkroner til at afdrage en stor gæld efter endt studium. De vælger i stedet at arbejde ved siden af studiet for at dække udgifterne i studietiden.

Men der kan være god økonomisk fornuft i at optage studielån, hvis du har planer om at købe bolig efter studierne, og du i øvrigt kan holde fingrene fra pengene, mens du studerer. Som SU-berettiget studerende kan du låne 3.194 kr. om måneden. Det giver dig over 5 år et samlet lånebeløb på 190.000 kr. til udbetaling på en bolig.

Brug separat konto

Din største udfordring bliver at undgå at bruge af pengene til andre formål. En god metode til at styrke selvdisciplinen er at oprette en særlig konto i en anden bank. Det kan f.eks. være Ban Norwegian eller Santander Consumer Bank, hvor du ovenikøbet kan få en positiv rente på 0,2 % om året, mens du sparer op.

Det bliver dog ikke en overskudsforretning i første omgang, da renten på studielånet er 4 %, mens du studerer, og 1 % fra og med du har bestået din sidste eksamen. Du afdrager dit studielån over 7-15 år alt efter, hvor stor gælden er.

En god start til udbetalingen

På den måde har du sparet op til udbetalingen på en ejerlejlighed eller andelsbolig, mens du studerer. Du behøver derfor ikke at låne så meget af banken eller dine forældre, og du får et superbilligt boliglån med i købet.

Dit livs 3 bedste investeringer

mar 18th, 2020 |